GeorgeBrandes_1913

117

fand t jeg bekræ ftet, naar jeg saa ind i m ig selv«,1 Anger eller Anelse om noget ophø jet u d en ­ for det m enn esk elig e eller Tro paa In ten tion og paa T ingenes store Samm enhæng, end ikk e vist Respek t for andres Om vendelse, saa v il dog h e l­ ler ikk e dette kloge N yd elsesm enn esk e Georg Brandes frak end es Religion. Tværtimod! Som ung harm es han over, at F o lk slog Fritænkeriet samm en m ed A teism en ,2 og belærer os om , at det er h a m , Georg Brandes, som er religiøs og os an ­ dre, der ikk e er det. Han erklærer i et skøn t Sprog: »Det er en staaende Sandhed, en Form el, som gæ l­ der for alle T ider og Lande, at da sand R eligion vil sige Begejstring for den levend e, nærværende Aand og Ide, som Mængden endnu ikk e fatter, vil den, der er op fy ld t af T idens levend e Aand, syn es irreligiøs, m en være religiøs; den derimod, som er op fy ld t af en forgangen , afdød T id s Aand eller Tro, være i høj Grad irreligiøs, m en syn es og k a l­ des religiøs«.3 Næ sten samm e F orm el ud taler han i sin »Søren Kierkegaard« 4: »de i en aabenbaret R eligions Mening m est religiøse Aander er de i alm indeligere Forstand m est irreligiøse«. Brandes, for hv em det religiøse end ikke eksisterer som P roblem , syn es altsaa, m ed sit evige baade-og, ikke at ville lukk e for den Mu­ 1 Levned I, p. 121. 2 Forklaring og Forsvar, 1872, p. 52. 3 Den romantiske Skole i Tyskland, 1873, p. 245. 4 Bd. 2, p. 364.