GeorgeBrandes_1913

118

ligh ed at blive opfattet som en alvorlig, religiøs Natur, ja maaske vil han finde det berettiget, om vi antog ham fo r et religiøst Geni? D et gælder for ham ogsaa i det religiøse Spørgsmaal at bringe Forvirring i D efin itionen af hvad R eligion er. Brandes’ B estemm else af det religiøse røber im idlertid ikke, at han er Mystiker, trods sin dunk le Tale, m en at han er Overfladeaanden, Manden uden alvorlig Inspiration, Manden, der a l­ drig taber sig selv af Syne, derfor h eller aldrig kan tænke sig ind i andre og give et rent B illede af Sandheden, Manden, der ganske er optagen af sin egen V igtighed og Bedreviden, som er ud en Ydm yghed og bestandig venter, at M enne­ sken e alle skal falde ned og tilbede ham . Kun en saa ub etydelig Aand kan fa stslaa som Sand ­ hed, at Religiøsitet er Begejstring fo r det, som sk iftevis er paa Mode: de po litisk e, so cia le (dog vel næppe ogsaa de kirkelige?) Rørelser. D a slige Bevægelser for Brandes tillige betyder F rem skrid t, erklærer han sans facon , at »Evropa nu hæ lder til Frem skrid tets R eligion som den sid ste«,1 sam t at der i H istorien ikk e gives nogen mere guddom ­ m elig Aand end F rem sk rid tets.2 Senere har Brandes opgivet enhver Tro paa F rem skridtet, og skøn t N ietzsches O verm enn e­ sketeori netop forudsæ tter en saadan Tro, har han dog i Genidyrkelsen an skaffet sig en n y R eligion 1 Levned I, p. 77. 2 Forklaring og Forsvar, 1872, p. 48.