GeorgeBrandes_1913

131 Støvets Aar, saa kund e d isse F ø lelser h o s ham — , skøn t han kun ved sit Sprog er D an sk — , godt ud tydes som Kærlighed til D anm ark , dersom h an havde været en s t o r Mand, stadig uk end t m e l­ lem os, et Geni, der a ltid selv havd e m aattet b e ­ koste U dgivelsen a f sin e Værker, aldrig var b lev en om talt i Pressen , endnu m ind re rost eller havd e m odtaget noget ydre T egn paa A nerkendelse. Saaledes gik det N ietzsche; th i han frem bragte egne Ideer, egne og n y Vurderinger. D en Sm u le Anseelse, han havd e vund et som P ro fessor, satte han ganske til som G e n i . H ad efu ld t var derfor i han s sidste Aar hvert Ord, han lod fa ld e om sine Landsmænd. Han bukk ed e under, en som , forladt, overset. Georg Brandes har ikk e skab t en en este o ri­ ginal Tanke, og han s Maal var, som han selv har bekendt: at b live berøm t og at nyd e Magtens Sødme og L ivets Goder, kort sagt indka ssere V el­ være og Anseelse. Han har da h eller ikk e m ød t mere Modstand end, hvad der var en pa ssend e, kildrende Rek lam e, og saavel de lib erale Jøder som Dan skerne har h y ld e t ham lige fra han s første Optræden. A f D an sk ern es B ifa ld har han im id lertid vrænget, sam tid igt m ed han attraaede det. Og han s Had til os er ikk e aftaget. D en Dag, han som halvfjersaarig hædredes a f alle Landets Autoriteter, de fleste P rofessorer og den sam led e P resse, offen tliggjorde han i et dan sk, ty sk , norsk og sven sk T id ssk rift »H istorien om Sorteper og 9*