GeorgeBrandes_1913

134

aandelige F y siognom i stadigt b liver m ind re n a tio ­ nalt,1 for et Par Aar efter at erklære: »Fædre­ landeriet i de fleste a f Evropas N ation er er nu vok set til en saadan Højde, at i ethvert Land er det at tilhøre dette F o lk , b levet det fineste paa Jorden«.2 Brandes fo rglemm er her et Ø jeblik sin egen Forgud else a f det jød isk e F o lk . Ja, han er, hvor S ituation en indbyder dertil, overbevid st Race- Dansk. I en Tale i Christiania 1903 b ekender han: »Vi D an sk e kan ikk e b live Pangerm aner, saalænge T y sk ern e m ishand ler vore L and smæ nd h in sid es Grænsen«.3 Vi D anske, der lod os d ik ­ tere, snart Evropæ ism e, snart N a tion a lfø lelse og a ltid Jødedom a f en Mand a f h e lt fremm ed Race, fik af samm e Mands Mund at høre, »at Sk and i­ nav ism e logisk m aa føre til Sym pati fo r h ele R a ­ cen s Samm en smæ ltn ing, en Slags Gotogerman- ism e. Idet vi søge Støtte ho s F rank rig, bærer vi os ad som P olakkern e; vi h env end e os om H jæ lp til en fremm ed Stamm e«.4 B rand es’ L^st til at udvide v o r N a tion a lfø lelse fører h am til at raade os til at opgive »vor nu næ rm est nom in elle U a f­ hængighed, for at b liv e et engelsk K ron land«.5 Brandes kan dog ogsaa svinge sig op til det af ham selv fordøm te Fædrelanderi, hvor han i en 1 Tilskueren. 2 Bd. 18 1908, p . 432. 3 Bd. 18, p . 450. * Levned I, p. 387. 5 Bd. 18, p. 360 og 372.