GeorgeBrandes_1913

136

har m istet deres Fædreland, fik dette igen, vild e sikkert samm e Brandes haan e dens N a tion a lfø ­ lelse. Brandes, der paastaar, at han fra Barn a f nærede en gamm el U vilje m od T y s k la n d 1 og af H jærtet var Skand inav, og som un g in tet højere øn sk ede, end at b live en god Soldat,2 har alligevel ikk e kunn et sk ju le, at han befand t sig bedst i de Kredse, »hvor«, siger han , »man var ganske ud en R eligion og Fædreland eri«,3 — eller hvo r han var samm en m ed Mænd, som i W arschaw F ø reren fo r »den fritæ nk eriske og for alt Fædreland eri frigjorte U ngdom «.4 Vi forstaar, at h an har lev et op i W ien s og B erlin s lib era l­ jød isk e F am ilier m ellem sine V enner Sim son s, Lazarus, Meyer, B ernstein, Loeves, Lasker, Le- w in sk y og Salom on. Det er jo særligt under sine Ophold ud en for Danm ark , at det b liver ham klart, hvor dumm e vi er. Han undgaar alle D an sk e, m en roser o ffen tlig hv eranden Udlænd ing, han passiarer med; om taler m ed høj Ros sin e d an sk ­ fjend sk e ty sk e Venner i Berlin , haan er de dan ske Gesandter, han træffer i Berlin, F iren ze og Paris og tænker kun m ed B itterhed paa D anm ark . A llerede i 1874 bebrejdede Ju liu s Lange ham , at han ved sine Udtalelser skadede D anm ark s An­ 1 Levnet II, p. 116. 2 Levned I, p. 137 og p. 164.

3 Levned II, p. 118. 4 Levned III, p. 108.