GeorgeBrandes_1913

138

renze, den Dag han sku ld e vend e tilbage til det D anm ark , som han havd e ud set til sit Offer, det m od Dan skerne had fy ld te D igt »Finis« og n o te ­ rer: »Hvor vem od igt at tilhøre et v ist F o lk lid t nord for T y sk land og v est for Sverige, hv is største Aander er en gamm el, satirisk H istorieprofessor, der ikk e mæ tter Sjæ len m ed noget skønnere end Peder Paars og en sm uk , korpu len t E tatsraad , der gav os et H elteid ea l i Axel T h o rd sen og et K unstnerideal i Corregio, m en s han ikk e saa andet i M ichelangelo end en dygtig Bu ldrebasse. I dette D anm ark v il jeg b live ned tryk t og m elank o lsk , udgive daarlige Bøger og b live skæ ldt ud for det lid et gode, der findes deri, og naar det hænder m ig en Gang at b liv e rost, v il jeg kn ib e m ig i Armen og spørge m ig selv: Har jeg sagt en D um ­ hed« .1 Og det hændte h am ikk e b lo t at b liv e rost og tiljub let i dette Land, hvo r han »bar B y rd en at være det ærbare, dan sk e F o lk s »U sædelighed«,2 i den By, hvo r han endnu 1887 trods sin e B e­ stræbelser ser »A andløsheden dom inerer«.3 Aldrig kend te han den Længsel som dan ske D igtere, selv de a f os m est forfu lg te, i Ud land et har fø lt efter D anm ark ; m en rigtignok ogsaa, ford i dette D a n ­ m ark var deres Fædreland . H vilke dybe og oprindelige F ø lelser det eg en t­ 1 Levned II, p. 35. 2 Bd. 11, p . 78. 3 Levned III, p. 217.