GeorgeBrandes_1913

144

Genier en ten prim itivt som en h ero isk brutal Kraft (Grundtvig, Joh. V. Jen sen ), eller den bøjer som hos I. P. Jacobsen, vor m est sjæ lfu ld e D igter, hen im od det drømm ende, forsagend e og asexu elle. Nogen ud v ik let M asku linitet aabenbarer han ikke. Om sit Sprog udtaler han , at det er b eslæ g ­ tet m ed H. G. Andersen s ved San sen fo r Nuancer, ved sin B lidh ed og lette Ironi, og han s Væ sen b e­ sidder det elskvæ rdige i Andersens og Bangs, til­ sat m ed værdig, b esk ed en Optræden og L y st til Betragtning, noget, han s F legm a og Sygdom u d ­ vik lede. Han kalder sig en lan g som F y r, et Dovendyr, »i hv is Aarer B lodet flyder trægt«. Han fø ler sig m ed sin »nordcimbriske T yngde skabt til at drive«. Trods sin tærende Sygdom , trods U forstaaet- hed i H jemm et og kun en jævn A n seelse i en lille Kres a f Bekendte, er Jacob sen dog aldrig k la ­ gende. Og saa lid et optaget er han af sit eget Jeg, at han dør ud en v istn ok at ane, hvor betydeligt et Geni han er. H an er en drømm ende Natur, hvem Tæ nkn ing gør m elank o lsk . E n Drømm er kaldtes han som ung a f sin Moder, og han b e­ kender selv: »Jeg ved ikk e, hvad det er for noget sygt D rømm eblod, jeg har faa et i Aarerne«. Næ sten alle D igtene i han s første P o esier er D rømm esyner og D rømm eidealer. Og h an s eget Fo rho ld til L ivet er D rømm eren s. Ja cob sen paa- staar vel, at h an elsker at rejse, og den første Dag i Udlandet kan han udbryde: »Rejse, det er