GeorgeBrandes_1913

149 skreven a f en Fritænker, fand tes der jo ing en Prob lem er under D ebat i den; d isse P rob lem er, som Jacob sen udtalte, at han var saa hjæ rtelig ked a f at se b ehand lede.1 Ja cob sen tilhørte ikk e noget Parti og m en te, at Brødrene Brandes led ed es a f en in stink tstæ rk Trang til at slaa et Slag for den jød iske N ation ,2 og at de gan ske fa lsk i ham saa en Fæ lle, der vild e propagandere fo r A te­ ism en. Og han m en te rigtigt. Skønt Jacob sen selv erklærede, at det væ sen tlige ved »N iels Lyhne« var »Sk ildringen af P ersonerne deri som dan ske i Karakteren, h elt dan ske paa alle P unk te r« ,3 og at det fritæ nk eriske kun var taget m ed som nødvend igt for F orstaaelse a f M ennesk ene,4 saa hævdede Edvard Brandes i sin bedre V iden, efter Jacob sen s Død, at denn es D igtn ing ikk e var Kunst for Kunstens egen Skyld , m en at Ja cob sen ten- d en siøst vilde fo rp lan te Læren om G udløshed ens Ide for Sam tid og E ftertid ,5 og Georg Brandes m ener i sin »Gennembruddets Mænd« at være klar over, at Ja cob sen i »N iels Lyhne« har v illet skildre en Fritænker, som en Fritænk er i k k e sku ld e være. Saaledes b lev ogsaa denn e D igter

1

Brev til Edv. Brandes 16—12—84. Brev til Edv. Brandes 4—12—80. Brev til Edv. Brandes 4—12 —81.

2 3 *

Brev til Edv. Brandes 27—1 1—77. 5 Edv. Brandes i Forordet, p. LII, til: Breve fra J. P. Ja­ cobsen 1889.