GeorgeBrandes_1913

154

tie H erm an Bang ned, er det lyk k ed es ham at re­ ducere Johannes V. Jensen til en Journalist. De fem Sider, hvo rm ed Brandes ogsaa affæ r­ diger vor yngste, b etydelige F orfatter, er den æ ldre Autoritets F o rsøg paa at slaa et Geni n ed i Ironi. J en sen s G erm anerentu siasm e irriterer ham paa det hæ ftigste. D igteren s større R om aner om ­ tales sletikk e, kun enk elte a f de »H imm erland s- h istorier«, den sam led e P resse roste, vinder k loge- ligt ogsaa B rand es’ B ifald. Paa h ele »Kritiken« mærkes, at Brandes, hv is A lderdom sstræben gaar ud paa at hverve de Unge for sig ved at sm igre dem i F læng, overfor Johann es V. J en sen fø ler sig ub ehag elig u sikk er. Her staar han igen ov er­ fo r en Begavelse, der frabeder sig tom Ros, og som bestem t gaar sin e egne Veje, ikk e lader sig købe hverken a f B randes’ R ek lam ering eller han s L egatuddeling. B randes’ forlo rn e O verlegenhed toner især frem , hvor det hedder, at »Joh. V. J en sen har fo r ­ syn et en Sam ling Aviskorrespondancer m ed et saadant Torvesk rig paa T itelb lad et som »Den g o ­ tiske R enæ ssance«.1 Brandes glemm er vistnok , at han s enog tyv e stærke B ind ikk e er andet end Journa listik , endda en Journalistik , h v is enorm e Masser i Værd ikk e opvejer denne Joh. V. Jen sen s sp ink le, lille Bog. Om m u lig t v iser B rand es’ F o rto lkn ing af no r­ d isk Genialitet sig allerjamm erligst i han s tre S i­ 1 Bd. 15, p. 295.