GeorgeBrandes_1913

155 ders B etragtning over Knut Hamsun, Sk and in a ­ v ien s største, nu levend e Geni. Han opdagede h a m lig esaa lid t som han op ­ dagede nogen a f de andre; han er endda ikk e endnu frem k omm en m ed nogen Anerkendelse a f ham . Dog, denn e vil indtræ ffe; R y og G enialitet falder fo r Brandes samm en . Kun e e n Bog a f H am sun har Brandes om ta lt (»Am erikas A and s­ liv«) og dette endda dadlende. For H am sun s Me­ sterværker, for »Sult«, den F ortæ lling, der i 1890 brød h elt n y Baner i L itteraturen, for »Pan«, for d en geniale, fu ld k om n e »Benoni«, har han ikk e et Ord tilovers. Sveriges største Lyriker endelig, Gustav Frö- deng, citeres a f Brandes i to Artikler, skrevn e m ed m ange Aars M ellem rum , den en e er paa tre, den anden, i An ledn ing a f F röd ings Død, paa een Side. T il C itaterne er kn y ttet en a lm ind elig Ros, intetsigend e, bare høflig. Men Brandes har der­ m ed m en t, at han s Ære som Kritiker er frelst. F röd ing er nu b lev en nævn t a f ham , lig esom D in ­ gelstedt, V iggo H olm , Æ sk y lo s og de japan sk e D igtere er b ievn e det. Hans P ro teu sna tu r er sa n ­ delig i Stand til »at favn e alt og fa tte alt« (D igtet »P roteu s«). Fröd ing, den m y steriø se, den grub ­ lend e, den berøm te V irtuos i at to lk e alle Sjæ le­ rørelser, faar endda et godt, borgerligt Ord som Gravskrift: »En stor F rem tid syn tes at aabne sig fo r ham , m en det kom anderledes«. D et kom ikk e and erledes. F röd ing glemm es