GeorgeBrandes_1913

169 Vor største lyrisk e D igter, Holger Drachmann, svingede længe uafb rud t frem og tilbage m ellem B rand esian ism en og T ilbø jeligh ed en til at synge m ed sit eget Næb. F ø rst i de sid ste fem ten Aar a f sit L iv fjæ rnede han sig gan ske fra Partiet. H an s karak tersvage, m od lø se Natur taalte v a n ­ skeligt, at nogle a f de bed ste b land t han s P o esier b lev tiet ned i »P olitiken«, saasnart h an ikk e svor til dens Fan e. I en Aarrække næ vnedes end ikk e han s N avn i dette Organ for »den hø jeste O p ly s­ n ing og F risind« , som det selv kald te sig. »Lad os prøve paa«, ud talte D ra chm ann i sin »O stende Briigge« 1883, »en en este Gang at u n d ­ lad e at bek end e Kulør, naar P a ro len gives — og v i skal faa Kærligheden at fø le« . E ndog blot dette, at D rachm ann i sin D igtn ing an slog patriotiske Strænge, var nok til at in d ­ bringe ham B randes’ B ebrejdelse for »at app el­ lere til N a tion a lfø lelsen paa F rih ed sfø lelsen s B e ­ kostn ing«, fordi, hed det frem d eles, »ingen F ø ­ lelse kan tænkes mere væ rd ifu ld end Kærlighed til F rihed«. S tundom protesterede da ogsaa D igteren k ra f­ tigt m od B randes’ kram pagtige F o rsøg paa at kue L ittera tu ren 1 og m od han s T ilhængeres Kunst: »Og naar de afm a led e vore F ruen timm ere, saa sku ld e m an tro, at de alle var offen tlige, og naar de a fm alede os i vore Hu se, saa h o ld t de sig for Næ sen, saa ilde lugtede der ho s os«. 1 Dagbladet 11—12—1883.