GeorgeBrandes_1913

173

dom op fattes som en Byrde, T ilfred sstillelse af a lle N yd elser som en Lykke, og Komfort, Sel­ skab eligh ed og alle de Værdier, som kan købes, danner Basis for aandelig L ivsvirk som hed og Sin­ dets T ilfred shed , saa m an Sjælen skrumpe ind, L id en skab en visn e og i Stedet for Humor træde Sortsyn , Ond skab sfu ldh ed og V ittighed. De litterære bland t de liberale Jøder møder da ogsaa L ivet m ed grundig Foragt, som kun »Grinet« kan gøre taaleligt, eller Trods, og de ud ­ styrer deres H elte m ed samme Overlegenhed. »Der er«, siger Chr. Gulmann i sin Karakteri­ stik a f Eduard B randes’ Værker,1 »i dem ikke B lom st eller Sang, ikk e et L ivets Solglim t, ikke M indevem od eller Kunstglæde. En livsvarig Tugt­ hu sfang e kunde ikke have skrevet d^m mere trø­ steslø s falsk e. — Eduard Brandes har i sin be­ nede Begrænsning været et mere højthvæ lvet F ri­ sind den største Fare. For flere end dem, der fu lg te ham , har han gjort Horisonten lav og Sin­ det koldt«. H vorledes har Georg Brandes selv bedøm t d enn e Periode, der indvarsledes som en Renæ s­ sance og litterær Guldalder og i Stedet bragte ham , hvad Erik Skram kaldte »en slagen Hær«? Med sædvanlig aaben lys Frækhed hører vi Brandes til at begynde med reklamere hver eneste Talen tlø sh ed op til en Kunstner og Mester. D es­ uden inddrager han Ibsen, Bjørnson, Drachmann, 1 »Tilskueren« April 1904.