GeorgeBrandes_1913

177

falder til M elankoli. Da gælder det at gøre som N an sen s Dr. Fastler: »Den bedste Kur mod m o­ ralsk e Skrupler er at more sig: sm ukke Damer eller god Mad«. Han er derfor ængstelig for at passere de fyrre, thi det er at gaa ud af Spillet; d en »gode Middag« er da kun det eneste, han har tilbage; han kan ikke længere blive Manden i en Kvindes L iv (E smann: »Pebersvende«). D isse flade N yd elsesm enn esk er er af deres Skildrere sletikk e iron isk opfattede; nej, det er Alvorsmænd m ed en kræ sen Sans for de synlige Goder, med Om hu for Adspredelser og den ydre Position, m ed F rih ed for Tænkn ing og en indbildt væren færd ig m ed sjæ lelig Udvikling. Det er et a f disse Individer, Herman Bang kor­ telig karak teriserer i Læge Ræbel i »De uden Fæ ­ dreland« (1906). »Man er jo heldigvis«, siger denne, »K jøbenhavner a f en Aargang, der har lært at grine ad det m este«. Endvidere: »Har De tru ffet et lyk k e lig t Ægteskab? Jeg ikke. — Naa, h eld igv is er m an overlegen«. Og da Grev Ughazy, der lid er ved ikk e at have noget Fædreland at elsk e, m isb illiger den forsvarsfjendtlige Læges K osm opolitism e, siger denne om ham højt til sig selv: »Han er jo dum , pure dum«. D et er ogsaa slige Individer, Jakob Knudsen kalder h jem lø se og zigøjneragtige, fordi de i deres illu so risk e Verdensborgerlighed ikke vil føle sig som F o lk ets egne Børn. K. Simonsen: Georg Brandes. 12