GeorgeBrandes_1913

179

B elønn ing , som er uden Udvikling, uden Idealer, ud en selvstænd ig Verdensanskuelse, uden Fordy­ belse und tagen i Anekdoter, uden Sans for andet end underfund ige Manøvrer, der kan bringe ham i ford elagtig Position . Overalt skinner Bunden igenn em m ed m assiv Tydelighed. Paa Brandes’ Natur pa sser endnu Renans Ord om Ørkenarabe­ ren: Ingen er saa lidet tilgængelig for Mystik som han , ingen saa lidet forbavset. Brandes, der har bebrejdet H. G. Andersen, at denn e i sin Selvbiografi aldrig er sysselsat med noget større end sig selv, aldrig gaar op i en Idé, aldrig er rent befriet for Jeg’et,1 er i sin egen k em isk fri for Tanker, uden de, der kredser om han s P erson. H an kend te sig, siger han, allerede som ung som et Gudernes Barn, som den Udkaarne, »den, hvori det dæm on iske herskede«;2 saadan føler jo Genierne sig; m en Udfaldet viser let, hvem der var Geni og hvem ikke! I By ron genfinder han d isse »sit Væsens Grundtræk«: det dæmo­ n isk e, skøn t han til andre T ider forledes til med Ib sen s Dr. R elling at benævne det dæmoniske noget Sludder. Han kalder sig ogsaa som Goethe den en somm e Ceder, der rager op m ellem Smaa- krattet og kun har sine Brødre paa fjærne Bjærge;

1 Kritiker og Portræter 1870, p. 353. 2 Levnet I, p. 61 og 63.

12*