GeorgeBrandes_1913

182

alle Evropas store Navne og ho ld t Foredrag i de fleste a f Evropas Hoved stæder, fo rud en at han har fund et en natu rlig T ilslu tn ing i den lib era l­ jød isk e Presse V erden over. D igtere har endvidere altid været ængstelige fo r at lægge sig ud m ed en saa skarp tunget L itterat, der tilm ed roste dem — rigtignok paa en Maade, der altid var R ek lam e, aldrig fu ld F orstaaelse. A lligevel tyr Brandes — fo r at overbevise os om sit Geni og sin Anseelse — til at referere sine sm ukk e D am eb ek end tes K omplim enter: »De er den fø rste nu lev end e Kritiker, Hr. Brandes«. Anerkendelsen ud efra er for ham Betingelse for, at han kan fø le sit Værd. Han s B itterhed er vel m eget en F ølge af, at han genn em hele sit Liv har ventet paa, at en b etyd elig Aand sku ld e staa op og sige os, hvor stor en Mand Brandes var. D ette har ingen gjort, derfor m aa han selv fortæ lle det. En B erømm else ud en Begrundelse og ud en Geni eller stort T a len t kan kun for en T id og ved R ek lam e ho ld es oppe, den falder til Jorden, naar denne ophører. B randes’ L evn ed er sat op som en uhyre R ek lam e, m en Selvrosen er saa pjattet, at den virker som et Sværd rettet m od ham selv. Dette Selv endelig — der er saa h elt ud en S elv ­ erk end else, uden F o rho ld til Natur eller den store Litteratur, ud elukk end e sy sselsa t m ed Sm iger i Selskaber og a f at debattere, hvad Salonerne siger, — taler ikk e na iv t og i B illeder som H. C.