GeorgeBrandes_1913

18

dan sk Aand gøres uklar, og ene Brandes er i Ver­ den udefinerbar. Dog ikk e ganske. Brandes erklærer sig stundom for g r æ s k . Hvor T a len er 0111 Jøden Lord B eacon sfield , hedder det vel, at denn e paa sine R ejser »nød­ v end igvis m aatte tiltales mere a f Stam bu ls P ragt end af A thens R u in er«,1 m en om sig selv ud taler den i in tet m indre jød iske Brandes, at han a lle ­ rede som D reng hørte h jemm e i H e lla s’ Sk øn ­ hed sverd en , »den«, hedder det endvidere, »er han s Aands sande H jem stavn« .2 D erom er ellers alle Kyndige enige, at Jøderne m aa sk e er det m est ugræ ske a f alle F o lk ; og det v il da ogsaa være um u lig t at paavise b lo t det ringeste græske i B randes’ Optræden, Sind, R eli­ gion eller i han s A and svirk som h ed , tilm ed han aldrig har offen tliggjort et en este R esu ltat af de Studier over An tik en s F ilo so fi, D igtn ing e lle r Skulptur, som han vil hav e os til at tro, aldeles har gennem trængt ham . H vor let Brandes har ved at tilhøre en hv il- k en som h elst Kultur, viser han endvidere ved at erklære sig fo r at være d a n s k . »Jeg er fød t i D anm ark«, fortæ ller han , »af dan ske Foræ ldre, har som Barn aldrig talt eller hørt andet Sprog end D an sk«. Brandes b liver sig endog engang i sin Naturop fattelse bevid st »en 1 Bd. 6, p. 332. 2 Levned I, p. 58.