GeorgeBrandes_1913

22 som for Jævnaldrende, — th i den bestod kun i E vn en til at fy ld e sig m ed K und skaber og tilegn e sig d isse ud en T ank e om Samm enhængen. Hvor nord isk e Sk olebegavelser im id lertid har et sind igt Gemyt, der var Brandes syd land sk lid en skab elig, og D an sk ern e op fattede fejlagtigt dette b lo t fremm edarted e, denne K larhed, der er Racen s tyd elig e Begrænsning, som Genialitet. Selv an saa B randes sig a ltid for den Udkaarne. I en Sk ild ring a f en jæ vnaldrend e ty sk S tu ­ dent, der havd e farvet B lod i Aarerne, tog F ilo ­ so fikum m ed særlig U dmæ rk else og ogsaa m ellem de lang somm ere D an skere op fa tted es fo r over- m aade in telligen t, har Brandes, uden at vid e det, tegnet en Del af sig selv m eget ramm ende. Det hedder om denne T ysk er: »En un g Sofist og sam ­ tid ig en sand Kom ediant, der indrettede sin Op­ træden ganske efter den, m ed hv em han talte, vand t den Paagæ ldende ved at slaa ind i han s T on e og vise den Side a f sit Væ sen ud, ved hv ilk en han bedst kund e behage den anden. Udrustet m ed E vn en til at m y stificere og blænde sine Om ­ givelser, yd erst skarp sindig, sm id ig og tom , fo r ­ stod han at sætte Tanker i Bevægelse og fængsle ved livlig, fordom sfri, ofte paradoksal U nd erh o ld ­ ning. Snart var h an koldere, snart mere fortrolig; han forstod at eftergøre H jertelighed og at sm igre ved tilsyn elad end e B eundring«.1 1 Levned I, p. 86.