GeorgeBrandes_1913

25 At D rivfjedren ho s B randes ikk e var Kærlig­ hed til Arbejdet, ikk e den indre N ødv end igh ed a f at m aatte fø lge et Kald, det v iser h an s Sm igren fø rst fo r Autoriteterne, derpaa fo r den uk ritisk e Ungdom . Hvad ud talte ikk e Ju liu s Lange til Brandes, endda ved en festlig Samm enkom st for denne: »Du sagde i d in Ungdom , da vi talte om B yron s U lykk e, at D u gærne vild e hav e alle U lykk er over dit H oved , naar Du b lo t derved kund e vinde B erømm else« .1 Med denne H en sigt for Øje er det ogsaa, at han gør sin L iv sp lan a f­ hængig af, om han vind er U n iv ersitetets P riso p ­ gave eller ikk e, og at h an v æ l g e r det ju rid i­ ske Stud ium , ind til Su ccessen som K ritiker er ham saa sikker, at h an kan »hellige sit L iv til V iden skaben«.2) D e vid en skab elige Opgaver gen- nem gløder dog ikk e han s Hjærne m ere, end at han , da T itlen paa det førstvalgte Em n e for F o r e ­ læ sn ingerne ikk e tilfred sstilled e den Autoritet, han vilde behage (Prof. B røchn er), ø jeb likk elig kan finde paa et andet. H an væ lger da et Em n e m ed den uh yre T itel: »H oved strøm n inger i det 19de Aarhundredes L itteratur«, og det generer ham ikk e straks at begynde F orelæ sn ingern e der­ over uden Forberedelse. D e b lev ogsaa derefter. 1 G. Brandes: Julius Lange. jvf. Brandes’ Strofer 1868 (Ungdomsvers): Den første skal jeg være blandt os i vort Nord — Saa vidt vor Tunge tales og langs Øster­ søens Kyst — skal mit Navn man allevegne nævne. 2 Levned I, p. 337.