GeorgeBrandes_1913

44 a litet som den, der »selv ska l fo rm e sin e P rin ­ ciper 0111 de hø jeste T ing, selv skal give sig Love fo r sin Opførsel og stiller sig ud en for Sam fu nd s­ vedtægter«,1 endvidere ejer h an »et uafhæ ngigt Tankeliv« og »beror i eet og alt paa sig selv«; er derfor »andre Aanders fød te H erre«.2 Det v iser sig im id lertid , at d isse fri P er son ­ ligh ed er aldrig har ek sisteret hv erk en b land t J ø ­ derne eller de største Genier. Genierne er ikk e b lo t i deres Væ sen og Værker en A abenbaring af deres N a tion s og Races In stink ter, hvad en ten de v il dette eller ej; de er u fri ikk e b lo t i deres E l­ sk o v sfø lelse, idet de fød e s m ed deres b estem te ero tisk e Typer, og har deres R aces E rotik ; — m en i Maaden at producere paa. P aa alle Genier virker In sp ira tion en som en R esæ ttelse, en T ran ce­ tilstand , en R erøvelse a f al F rih ed , en Tvang, der um u liggør Valg. Om denne R undethed har især Goethe, N ietzsch e, R eethoven og M ichelangelo u d ­ fø rlig t ud talt sig. Saa ufri virker a ltsaa endog den fo rn em ste Aand sform — Geniet i sin P roduk tivitet. Hvor- m eget Sandh ed turde der da ikk e være i Goethes Ord, der gæ lder alle Ikke-G enier — M ennesk ene i A lm indeligh ed , at saasnart nog en vover at er­ klære sig fri, v il h an ø jeb likk elig fø le sig betinget, at vi kun er sk in fri. Vi er sikkert bundne, jo højere vi staar; at erkende denne Bund eth ed er 1 Emigrantlitteraturen 1872, p. 138. 2 Bd. 9, p. 322.