GeorgeBrandes_1913

48 af Præ sterne, derfor kund e han lettere forfatte J a n sen ism en s H istorie. Brandes derim od, der a ltid er sub jek tiv, fa n a ­ tisk tend en tiøs og en F jend e a f ikk e b lo t a lle k ir­ kelige, m en alle relig iø se Bevægelser, paatager sig at skildre ikk e b lo t sin egen R aces Talen ter, m en alle F o lk eslag s L itteratur. Han s Kritik v il være verd en som spæ nd ende, være »evropæ isk«, som J u ­ les Lem åitre spo ttend e har ka ld t den ,1 ja den vil endog om fa tte religiøse Geniers H istorie (K ierke­ gaard) . De tre fø lgend e Kritikere, B randes ka ld er sine Lærere, havd e paa det T id spunk t, da B randes in ­ troducerede dem , desværre A n sku elser gan ske m od sat dem , Brandes tillægger dem . Taines F o r­ tjen este er P aav isn ing en af A fstam n ing en s og Om ­ giv elsern es uhyre Ind flyd else paa den m en n esk e­ lige Natur; han s Lære ud elukk er enhver F rihed . I sin D ok tord ispu tats om T a in e erklærer Brandes, at han ikk e delte T a in es Anskuelser. Men hvad har han da lært a f ham ? T h i Taine, lig esom kort forind en ogsaa St. Beuve, saa i 1870 Kulturens F rem gang i B ekæm p elsen af alle R evo lu tion en s Ideer, hævdede, at T rad ition , K ristendom (især Protestan tism e) og a lle Autoriteter var en L ykk e og N ødvend igh ed for et F o lk . Og Stuart Mili havd e forlad t sin Velfæ rdsm oral, den Brandes kun oversatte, ford i han deri fand t noget, der stem te overen s m ed de jød isk d em ok ra tisk e N y t­ 1 Revue de deux mondes 1893.