GeorgeBrandes_1913

56 end nok saa ringe N y tte« .1 D ette er saa herligt dem ok ratisk som vel muligt; lad os b lo t a l l e b live Kunstnere, og a lle kan de nu b liv e det, og bedre end en Tegnér, O eh len sch låger, B y ron og Goethe, thi »R om an tiken er noget, som vi nu kun gennem Erindringen s Anstrængelse kan fo rstaa« .2 Vi længes efter at erfare, hv ilk e de Genier kan være, som har skab t sig et evigt Ry ved i deres Værker at søge det nyttige, ak tu elle, po litisk e og sociale? D eres Navne m aa natu rligvis være saa im ponerend e, at v i Dan skere ikk e kan gøre os Haab om at frem b ringe D igtere m ed tilsvarende store Maal! Brandes beretter: »Saaledes sæ tter George Sand Æ gteskabet under Debat, Voltaire, F euer- bach og Byron R eligionen , P roud ’h on E jend om ­ m en , D um as fils F o rho ld et m ellem de to Køn og Augier Sam fu nd sfo rho ld en e«. B land t V erd enslitteraturens flere hund red e Genier ved Brandes ku n at næ vn e d isse syv Navne som B eviser fo r sin hasarderede Teori! Og af d isse syv »Digtere« er F eu erba ch en foræ ldet R elig ion sfilo so f, P roud ’h on en lig esaa foræ ldet So ­ cia løk on om og alene Byron — et poetisk Geni. Byron , som , desværre for Brandes, var, 0111 nogen var det, en Rom an tiker i sit L iv som i sin D igt­ ning. Og denne D igtn ing er m ind st af alt ak tu el eller nyttig; den foregaar i fjærne T ider og Lande.

1 Kritiker og Portræter 1870, p. 234. 2 Kritiker og Portræter 1870, p. 234.