GeorgeBrandes_1913

59

finder lid et eller in tet at lad e Øjet dvæ le v ed« .1 E ller det hedd er ho s h am om denn e sjæ ldne Ge­ niernes Tid, at R om an tik en er »en sygelig O phob ­ n ing a f Rædsler, af Nat og D rømm e, en gloende Ovn, i h v ilk en F rih ed en ud efter kvaltes, og enhv er Ret ud efter dræbtes«.2 N etop ud en T end en s, derfor dens Kunst saa fu ldkomm en ; netop ikk e »udefter«, og desuagtet var R om an tik ern e ikk e D rømm ere, naar det gjaldt K ampen fo r Arne og H jem . D et v iste F r ih ed s­ krigen 1813. Gaar v i over til U nd ersøg else a f den B eh an d ­ ling, Brandes giver de enk elte Genier, lig em eg et hv ilk et T id srum d isse tilhører, saa v il v i opdage, at han kun serverer dem som Skueretter. V i faar h ele det ydre Apparat ud en om Geniet, Sk ild ring a f B erømm elsen det nyder, S en sa tion en det væ k ­ ker og Referat a f dets ero tisk e Oplevelser; S j æ ­ l e n derim od er fjærnet. I Stedet skratter Georg B rand es’ lib era l-sem itisk e Røst. Kun een Gang har Brandes fo rfa ttet en Bog om en stor m od ern e D igter, og ogsaa dette E ssa y er tre samm enk itted e Avisartikler: Henrik Ibsen. — H enrik Ib sen har Brandes erklæret, at h an som Skand inav forstaar bedre end andre K ritikere.3 A lligevel vurderer han i sin fø rste Artikel om Ib ­ sen ikk e denn e ret højt, skøn t Ib sen da var 40 Aar 1 Naturalismen i England 1876, Slutning. Romantiken i Tyskland, 1873, p. 247 og andetsteds. 3 G. Brandes: Henrik Ibsen 1906 (Die Literatur), p. 51.