GeorgeBrandes_1913

62 ner og M enneskekarakterer«.1 Hvad Ib sen an saa fo r F rem sk rid t var, at hele L itteraturen b lev P s y ­ k o log i.2 Hvad han fand t dem oraliserende for en D igter var, om denn e b efattede sig m ed P o litik og støttede sig til Partier.3 Selv lod han sig ikk e tage til Indtægt af noget Parti og danned e ikk e h eller noget. Ibsen gøres a f Brandes til P r o b l e m d i g - t e r. Men Ib sen har kun i et Par D ram aer b e ­ rørt Spørgsm aal, der refererede sig til det ak tu ­ elle (»Sam fund ets Støtter«, »Et D ukk eh jem « , »En Folk efjende« og tild els »Gengangere«). Skøn t P rob lem ern e heri blot er underordn ede og kun b eny tted e som Middel til at b ely se P erson ern es Karakter, hv is Sk ildring for Ibsen er H oved sagen , saa skader deres T ilstedevæ relse S tykkerne; Ib- sen s sociale M e n i n g e r generer os, forringer, og det er ju st D igteren s M eninger, Brandes finder værdifu lde. D et er over Prob lem ern e, at T id en lægger sin Glemsel; saaled es ogsaa i »Peer Gynt«, hvor Peer spotter M aalsbevægelsen .4 Th i for al L itteratur gæ lder det, at hvad der i den tilhører Døgnet, forgaar m ed dette, kun det p syk olog isk e er evigt friskt. Hele Ibsen s øvrige D igtn ing giver sig da ogsaa 1 Ibsen: Breve I, p. 188, p. 230 og: Tale 20. Maj 1892. 2 Citeret endog af G. Brandes i: Levnet II, p. 120. 3 Brev til Brandes 3—1—82. 4 Se Helge Rode om Ibsen i »Illustr. Tidende< Nr. 25 1913.