GeorgeBrandes_1913

65 Kvinde paa en gen sid ig aand elig V ek selv irkn ing , paa det, A lim ers i »L ille E jolf« kalder »den stille Inderlighed«, hvor Kvinden er V en ind en (Bork- m ann siger til E lla, at h end e elsk ed e han , thi »med D ig kund e jeg ta le« ), den fo rtro lige Hjæ lp ved Mandens Arbejde, og Moder for Børn en e, der knytter Foræ ldrene næ rmere samm en. Hvad Ib sen agter h o s Kvinden, er hv erk en hend es Aand, Koketteri eller h end es Legem e, m en h end es Karakter. Han ud taler i sin Tale i K vind e­ sagsforen ingen i K ristiania 1898: »Det staar til Mødrene ved anstrængt og lan g som t Arbejde at vække en b evid st F ø lelse a f Kultur og D iscip lin . — Det er Kvinderne, som skal løse M enneske- spørgsm aalet. Som M ø d r e skal de det. Og ku n d a kan de det. Her ligger en stor Opgave for dem . Moderen har sin Rede i H jemm et; v ir­ ker der lig esom H u struen«. Hvad Ib sen bekender i et Brev om sig selv: »Først da jeg var b lev en gift, fik m it L iv et vægtigere Indhold«, noget lign end e træffer ogsaa han sM ænd : Rosm er vok ser aandeligt genn em Sam livet m ed R eb ekka lig esom A llm ers m ed R ita, og d isse fø ler sig lig esom Nora og E llid a (»F ruen fra Havet«) bundne til Æ gteskabet og vil forlade det, ford i de ikk e endnu er opdragne til at kunn e være Hustruer og Mødre. Noras Ideal er det sande Æ gteskab, d e t t e er »det vidunderlige«, hun havd e ven tet paa. Saasnart K. Simonsen: Georg Brandes. 5