GeorgeBrandes_1913

67

ero tisk e en F orargelse og en Mangel ved han s P syk o log i. »Ibsen «, siger han , »stiller San selivet i den styggeste B ely sn ing« ,1 dog, han und sk yld er Ib sen ved at finde, at Aarsagen hertil er den samm e, som gør D igteren til gudstroende, nem lig et T ilbag efa ld a f han s Forfædres pu ritan ske P ro ­ testan tism e. Her finder altsaa Brandes p lud seligt et germ ansk Mærke ved Ib sen og bebrejder ham dette som en Fordom . At Ib sen er en r e l i g i ø s Natur, v il B r an ­ des ogsaa kun op fatte som noget hæmm ende for Ib sen s Kultur og D igtn ing og forringende for han s Geni; h elst søger han at bortforklare det. Han beklager til T ider, hvad han kalder Ibsen s »nedarvede K ristendom «, benæ vner den han s »Armodsstempel« og udtaler om D ramaet »Kejser og Galilæer«: »D igteren har berøvet Ju lian han s virkelige Storhed, ford i han ser paa ham m ed kristne Ø jne«.2 D ette er, hvad Ibsen i k k e gør; bland t andet vel fordi Ibsen ikke var Kristen. Men for Brandes falder R eligiøsitet og Kristendom altid uvægerligt samm en. Ib sen s Gudstro er im id lertid ganske uden Dogm er,3 den ud taler sig m aa sk e nærm est i M ystikeren Max- m o s’ Ord i »Kejser og Galilæer« om Frem tiden s Religion som »den store H emm eligheds Rige, der 1 Bd. 18, p. 125. 2 Brandes: Henrik Ibsen (Die Literatur, Berlin 1906, p. 24. 3 Se Ibsens Udtalelser endda til Brandes i G. Brandes: Levned II, p. 107. 5*