GeorgeBrandes_1913

69

Saadan talte Ib sen ogsaa om sig selv: »Det komm er ikk e an paa at v ille det og det, m en paa at v ille det, som m an ab solu t m a a, ford i m an er sig selv og ikk e kan andet«.1 Ib sen undres over, at den unge Brandes kund e spørge ham — hvad h a n, Brandes — i Frem tiden sku ld e fo r e­ tage sig; th i havde Brandes været en genial N a ­ tur, kund e han ikk e v a l g t endm indre lad et an ­ dre væ lge for sig, saa vild e han s L ivsm aal været bestem t. Ib sen svarer ham derfor ogsaa: »De skal gøre, hvad de m a a gøre«.2 For Brandes m ed sin Tro paa Ind ividets U a f­ hængigh ed og F rihed er det p syk o log isk e i hele Ibsen s D igtn ing kom p let u forstaaelig. Han ud ­ taler om »Kejser og Galilæer«, at S tykk ets V irk­ n ing svækkes ved dets genn em førte D eterm i­ n ism e«; denne er nem lig her saa aabenbar, at selv en Brandes ikk e kan undgaa at bemærke den. Ibsen s Ytring i et Brev »vi er kun fri under Nødvendigheden« er det skju lte Motto over hele han s D igtning. D ette er im id lertid for Brandes Iigesaa dunk el Tale, som Ibsen s Ord til ham : »Hvad De kalder Frihed , det kalder jeg F rih e ­ der«, og »L iberalism en er Frihed en s værste F jend e« .3 Brandes har i Reglen som en Ravn evnet at kaste sig over alt, hvad der glimrer; som oftest

1 Breve I, p. 208 (11. Juni 1870). 2 Breve I, p. 219 (20—12—70). 3 Breve, p. 223 og 249.