GeorgeBrandes_1913

70

skal det dog glimre længe, førend han b emæ r­ ker det, og ser han det, forstaar han b lo t at gøre Markskrigerarbejdet fo r det. Brandes har derfor endnu m ind re vejret, hvor et stort Geni var i A n m a r s c h ; th i N ietzsch e anerkend te han i sin e fø rste E ssa y ikk e netop som Geni; han skrev sm uk t om h am som om Snese andre ty sk e F o r ­ fattere, der ogsaa genn em Aar havd e tilsend t ham deres Værker. Overfor Ib sen var h eller ikk e han s Sporsans stæ rkt udv ik let. Og Ibsen, som ud en Und tagelse stilled e sig elskvæ rd igt v illigt overfor a l l e Kri­ tikere, der tog sig a f han s D igtning, har i langt højere Ton er rost H offory, H enrik Jæger, P a s­ sarge, især dog Valfred V asen iu s. H an skriver om sid stnæ vn te sv en sk e Kritiker: »Ingen kender m it L iv og m in litterære V irk som h ed saa godt som h a n « 1 og til Vasen iu s selv:»Saameget kan jeg sige, at aldrig kund e jegøn sk e m in eVærker og m ig selv en bedre Advokat, end jeg har fund et i Dem . Alt hvad D e ud taler om m in e In ten tioner, om den ledende Grundtanke i de fo rsk ellige Ar­ bejder, om Karaktererne og disses S tilling til h v er­ andre indbyrd es; dette og m eget mere er netop, hvad jeg h e lst a f alt øn sk ede sku ld e b live o ffen tlig frem kald t og paav ist«.2 L ignende Ord fra Ib sen s Mund traf aldrig B randes’ Artikler, skøn t de to første af d isse

1 Brev til Passarge 22—12—81. 2 Brev til Vasenius 20—3—80.