GeorgeBrandes_1913

76 »Sig at du for en Uret mig forlod«

thi:

»Bedst om min egen Svaghed underrettet kan til din Hjælp jeg nævne sligt et Tal af skjulte Fejl, hvormed jeg stj'gt er plettet, at ved mit Tab du Hæder vinde skal. Saa d}rb en Kærlighed til dig jeg nærer, at jeg for din Skyld villig Uret bærer.«

Hvis ikk e d isse Sonetter, der dram atisk a fsp ej­ ler et helt F o rho ld s H istorie, er p erson lig t fø lte, saa er ing en P o esi det. Ganske h o ld t i det a lm in ­ delige og abstrak te er derim od de f ø l g e n d e faa Sonetter til den Kvinde, som tog V enn en fra Shakespeare, saa hu n derfor staar for ham som en ond, hæ sligfarvet Engel. H vis vi skal læ se en D igters Sjæl ud a f han s Værker, saa er han s ly risk e D igte de sub jek tiveste, og ingen kan være mere sub jek tive end Sh ak e­ speares Sonetter. Mærkelig er derfor B rand es’ Udtalelse, at »disse Sonetter er det for den a lm in ­ delige Læser u tilgængeligste a f han s Værker«.1 Hvorfor? »Fordi«, erklærer Brandes »Shak e­ speares F ø lelser har en erotisk Farve, som en v ir­ kelig Mands F ø lelser i vort Aarhundrede aldrig har.2 Brandes selv er n em lig i høj Grad forarget; m en da Shakespeare levede for tre hund red e Aar tilbage, 1 Shakespeare, Bd. II, p. 122. Se ogsaa Bd. 15, p. 489 (Afhandlingen: Fantasien og Livet. 1901.) 2 Shakespeare, Bd. 2, p. 110.