GeorgeBrandes_1913

79 viser Shakesp eares in tim este Væ sen, og bestem t Shakesp eare som h om o sexu el, kan han um u ligt gøre den øvrige D igtn ings Shakesp eare an tihom o - sexuel, lade ham fø le som en Mand overfor K vin ­ der. Dog, — Brandes gør dette. H v i l k e n Shakesp eare er nu den rette? E ller m en er Brandes, at han , hvo r D igteren taler særligt tyd elig t om sig selv, kan tillægge denn e een Slags F ø lelse sliv og i alle D igteren s øvrige Værker de ganske m od satte Fø lelser? Brandes m en er dette. Han s Shakesp eare træ ­ der derved ud en for P syk o log ien , ophæver N atur­ lov en e og b liver en »fri Aand«. A t s k r i v e S h a k e s p e a r e b i o g r a f i p a a d e n n e M a a d e , e r a t d r i v e H u m ­ b u g i s t ø r s t e M a a l e s t o k . Men m ed h v il­ ken uhyre F rækh ed erklærer ikk e Brandes, at han i sin »Shakespeare« »har bygget et M enneskevæ - sen op i dets Vækst og U d foldelse, som det lod sig ane genn em han s Værker, en Opgave, h id til ingen havde stillet sig og endnu m indre nogen løst«. Brandes vender sig derpaa i sin Tale fra det im ponerede P ub likum til D igteren s Aand: »Jeg slipper dig ikke, før Du har røbet m ig dit Væ sens H emm elighed«. Brandes læser Shakespeares L iv ud af Son et­ terne, hvori D igteren taler i sit eget Navn, m en holder derpaa p lud seligt op m ed k o n s e k v e n t at forstaa D igteren ud fra alle øvrige Værker, hvori han ikke taler direkte.