GeorgeBrandes_1913

86 F o rvan skn ing en a f Goethe viser sig ikk e blot i d isse Smaating, m en i hele det Lys, hvori Goethe stilles. H an gøres ved a lle Lejligheder til den store, irreligiøse Hedn ing. Goethe, der i en kortere P eriode a f sit L iv var ab so lu t k r isten ­ fjend sk og altid en Hader a f Dogm er, er h ele sit L iv igenn em religiøs. H an var saa stærkt troende paa et L iv efter D ød en og paa en led end e Magt, at han a f den Grund fand t det gud sbespottend e at sku lle tro paa D ogm a tik en s partisk e Gud. Han m en te ikk e, at vi kund e vid e noget om Guds Væsen, og han nøjedes m ed kun at ane Gud. Atter og atter hører vi ham ud tale, at han ikk e kan værge sig for den Forestilling , at en Ide ligger til Grund fo r det Hele, og at den ind iv idu elle Sjæl er u d ø ­ d elig.1 Goethe, der som yngre an tog en tid ligere T ilvæ relse, som æ ldre havd e den dyb este Æ re­ frygt endog fo r alle po sitive T rosb ek end elser, b e­ varede til alle T ider en u rokk elig Tro paa s ty ­ rende Magter. H an s klare Aand fo rbød h am vel at fo rdyb e sig vid ere i Stud iet a f Gud og det H in ­ sides. Han m en te, vi kund e allig ev el ikk e, m ed vor ind skrænkede, aand elige H orison t, erkende saa langt overlegne, aand elige Magter. Ikk e blot i Goethes hund red er a f direkte U d talelser, ogsaa i han s Værker fra »Werther« og »Fau st«, der fr e l­ ses ved sin Stræben, til »Lehrjahre«, hvo ri der sk ildres en religiøs Sjæ ls Bekendelser, og »Wan- 1 Gespräche, III, p. 62, 63; IV, p. 294; V, p. 33, 74; VII, p. 5, 149. Brev til Zelter 19.—3.—1827.