GeorgeBrandes_1913

88 m en vrænger af Goethe saa snart han har ud ta lt sin dybe B eundring fo r ham . Han iron iserer over Goethebeundringen i T y sk land c. 1830, skøn t den nu er langt større, og kalder den overdreven. Som h in T ids liberale Jøde Börne, nærer han , m en skju lt, et sand t Goethehad; fa stslaa r overlegen t, at Goethes Aand tilhører det attende A arhund red e og »giver dettes Ide og F ø le lse sliv det m est fu ld ­ tonende Udtryk«, sam t at vi »nutildags ser h an s Evn ers B egrænsning«.1 Han skriver Artikler som »Manglerne ved Goethes R om an stil«, h an erk læ ­ rer Goethes Opfattelse af An tiken for at være ganske ty sk o g »Iphigenie« for ty sk sædelig og ugræ sk«.2 Han glæder sig ved genn em Goethe- fjenders Udtalelser at laste Goethe, idet h an vid t og bredt citerer af M enzels, Börn es og K ierke­ gaards Angreb paa D igteren. B randes’ Had til Goethe er M iddelm aad ighe- dens og Talen tets evige Had til Geniet. D et b r in ­ ger i E rindring S chopenhau ers U d talelse, at kun tvungen t og gennem Autoriteter (B erømm elsen , T idens D om etc.) lader den ind sk rænk ed e L itterat Geniets Værker gælde; i V irkelighed en m ishag er og ærgrer de ham ; de gør jo han s egen V irk som ­ h ed overflødig og fordrer en An spændelse af E v ­ ner og Kræfter, som han ikk e besidder. T ilstaa dette sit Had vil Talen tet ikk e, især 1 Bd. I, p. 266. 2 »Emigrantlitteraturen« og »Det unge Tyskland,« 1890, p. 45.