GeorgeBrandes_1913

90

betegner han n em lig P o e, W ild e og W h itm ann .1 Men de lader sig dog paa in tet P u n k t forvand le til Propagandanum re fo r nogen lib era l-jød isk An­ sku else. Naar Brandes giver sig i Lag m ed dem , rigtignok kun paa gan ske fa a Sider, kan dette kun fork lares ud fra Ønsket om ikk e at staa helt b lank i B edømm elsen a f de større Genier, en lig ­ nend e Grund m aa have frem ka ld t han s Artikler om Goethe, h an s m ere end tarvelige A fhand linger om F laub ert og Zola og han s Bog om Shakespeare. Maeterlinck karak teriseres som den, der vender sig »mod de m oderne D igtere, der har fo rsøg t at p aavise en Art Naturretfærd ighed«, og det hedder, at »han bekæm per den F u ldk omm engø relse af P erson ligh ed en , der sku ld e b estaa i en U nd er­ trykk else a f altfor v o ld som Attraa efter Æ rgerrig­ hed, Stolthed, Forfængeligh ed , N yd elsesly st, m ed andre Ord a f den Grund-L ivskraft i os, der er Ophav til vort højere L iv«. I d isse vidunderlig k lartform ede Sæ tninger er sagt netop det m od sa tte a f det, M aeterlinck vil. Hans filo so fisk e Skrifter gaar akkurat ud paa at v ise N aturretfæ rd igh eden s E k sisten s, idet h an ene h en fører L yk k en til den sjæ lelige T ilstand , hvor Skæbnen ikk e kan ramm e os. I T ank en s Verden er v i ikk e længer afhængige a f det endelige og sk iftend e, derfor hæ ved e op over alle T ilsk ik k e l­ 1 Det var Rudolph Schmidt og P. A. Rosenberg, der i Firserne indførte Whitmann, ikke blot i Danmark, men i Europa.