GeorgeBrandes_1913

91

ser. Den, hv is T ank eliv er rigt, ser U tilstræ kk e­ ligh ed en ved det Behag, den m a terielle Kultur skænker, og kan b live Herre over F o rfæ ng eligh ed som over Skæbnen; en u fravristelig L ykk e aabner sig for ham i det ophøjede, i L ø sriv elsen fra det øjeb likk elige og san selige og i H eng ivelsen til en højere, uk end t Vilje. Maeterlinck havd e endnu ikk e sit fu ld e V er­ densry, da Brandes skrev om ham ; derfor faar han ikk e den Ros a f at være en saa stor D igter, som Brandes nødvend igvis m aa ^de Dostojewski. Men saasnart han har ud talt d isse an erkendende Ord, har han kun N ed rakn ing tilovers. D o stojew sk is Værker, Breve og han s B iografi vidner om , at han s Væ sen i a llerhøjeste Grad var baaret a f Kærlighed til og M ed lidenhed for andre. Han, hv is P roduk tion v iser os, at otte Aars leg em ­ lige og aandelige L idelser som u sk y ld ig T u g thu s- fange i et sib irisk Fængsel ikk e nedbrød han s L ivskraft, m en tværtim od gav ham en Sindets Munterhed, gøres a f Brandes til en ikk e b lo t pa to ­ logisk , m en forb ryderisk Natur, og han s D igtn ing til et Ud slag a f Sygdom . Naar Jøden Lom b roso m en te at kunn e gøre alle Genier til sind ssyg e Væsener, nøjes Brandes m ed kun at gøre de ham u sym pa tisk e og helt u forstaaelige F orfattere patologiske. Forfatteren til Kunstværker, der, skøn t skrevne fo r 40— 65 Aar tilbage, ved deres V irkelighed s­ op fa ttelse fø rst nu syn es at kunn e tilegn es a f