GeorgeBrandes_1913

96

næ sten altid Agitatorer, — det er sin e a teistisk e, m oderne Racefæ ller. I den Grad er Brandes racebunden , at skøn t han forarges over, det ku n overflad isk er ly k ­ k ed es ham at paak listre os sin israelitisk e L iv s­ an sku else, kan h an ikk e selv paa et en este P un k t sætte sig ind i ikk esim itisk Tænke- og F ø le- m aade, m en b edømm er ethvert Geni jød isk . H an s natu rlige Kærlighed til jød isk Aand gør ham saa b lind fo r denne, at h an fordømm er e n ­ hver, der kritiserer den, hvad en ten V edkom ­ m end e selv er Sem it (som Otto W ein ing er), delvis Sem it (som R ich. W agner) eller a f fremm ed Race (som S chopenhau er og Cham berlain ). At Goethe var lig efrem Antisem it, v il Brandes en ten skju le, « lier han ved ikk e B esk ed derom . T il Gengæld roser Brandes enhver lib eral Jøde-F orfatter, selv om denn e er gan ske talen tløs, lig eled es enhv er jød even lig P erson ligh ed , til Ek s. Clemenceau, om hvem han har skrevet en lang, ud elukk end e beund rend e A fhandling. C lem en­ ceau var D rey fu s’ Forsvarer, og a lle de E g en ­ skaber, som i B randes’ Øjne er de største og over- gaar de kun stn erisk e, tillægges denne ju st ikk e forn em ttæ nk end e M inisterpræ sident: E vn en til at im ponere Masserne, til at b eh ersk e Sam fund et og m ed kold Foragt betragte L ivet og M enneskene. B randes’ talrige E ssa y s om Jøder og jød isk Journa listik er en uafbrudt Apologi for den se ­ m itisk e Aand.