PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

104

K eld Mikkelsen

gistratens Overbestyrelse af det Hele” og “Plejekommissionernes Bestyrelse af de enkelte Dele”. Der var modstridende interesser imellem magistraten og sognekommissionerne vedrørende hovedkassens midler. Adskillelsen imel­ lem militæretaternes og de civile fattige forvoldte “Vanskeligheder og mulig Anledning til det offentlige Betleri”. Endelig var det ikke muligt at danne sig et overblik over situationen i København på baggrund af så mange og så forskellige sognekommissioners virke.218Løsningen på det københavnske fat­ tigvæsens administrative eller bestyrelsesmæssige problemer skulle fremmes ved at gøre, som det udtrykkes, “Formen i Bestyrelsen simplere, mere sam­ stemmende og derved virksommere”, hvilket kunne opnås, når “al Bestyrelse, saavel den af det Hele, som den over de enkelte Dele, samledes under een Direktion”.219 I overensstemmelse med det “Aabne Brev” forlod man de tre foregående årtiers decentrale opbygning af fattigadministrationen til fordel for en stramt opbygget og stærkt centraliseret organisering af fattigvæsenet. Planen af 1. juli 1799, der fungerede som grundlov for det følgende århundredes fattig­ forsørgelse i København, var udtryk for en centralisering af såvel fattigvæse­ nets administration som den økonomiske forvaltning.220 Indledningsvis ud­ trykkes det i planen således, “at det hele Fattigvæsen i Staden Kjøbenhavn, og denne Stads Forstæder, skulle henlægges under een enkelt og særskilt Direk­ tion, som skulle føre Navn af Fattigvæsenets Direktion i Kiøbenhavn, og som med den almindelige Bestyrelse, hvilken i Aaret 1781 gik over fra Pleiedirek- tionen til Magistraten, skulle forene den særdeles Bestyrelse, som samtlige Sognecommissioner siden Aaret 1771 have havt”.221 Direktionen bestod af 24 ulønnede medlemmer, der fordeltes på fem kommissioner. En på 12 medlemmer for forsørgelsen og fire andre, bestå­ ende af et varierende antal medlemmer, for fattigvæsenets industri, fattigvæ­ senets skolevæsen, fattigvæsenets sygepleje og fattigvæsenets politi.222 Endvi­ dere oprettedes en lang række direktioner for fattigvæsenets stiftelser, skoler og arbejdsanstalter. Byen inddeltes i 12 hoveddistrikter, hvert under ledelse af en af de 12 direktører fra forsørgelseskommissionen, og disse igen i mindre distrikter, der hvert var under opsyn af de ligeledes ulønnede fattigforstande­ re, der udvalgtes blandt den københavnske befolkning. Deres opgave var det at opsøge — i modsætning til førhen at afvente anmodning om understøttelse fra —de fattige og indstille dem til fattigvæsenets understøttelse eller forsør­ gelse. Endvidere var det fattigforstandernes opgave at holde “et vaagent Øje med enhver ved Fattigvæsenet indskrevet”, forstået som et skærpet opsyn, der havde til formål at holde de fattige til “Arbeidsomhed, Huuslighed, Orden og Reenlighed”.223