PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

110

K eld Mikkelsen

Fattigvæsenets lovgivning Årene 1708, 1771, 1781, 1784, 1792 og i særdeleshed 1799 er alle af stor betydning for det københavnske fattigvæsens historie, idet der i disse år fandt mere eller mindre afgørende ændringer sted i fattigvæsenets administration eller organisatoriske struk­ turer og de principper, efter hvilke den fat­ tige understøttedes. Det er betegnende for de voksende problemer hen imod århund­ redskiftet, at de fleste revisioner fandt sted i århundredets tre sidste årtier (1771, 1781,

Københavnsk krøbling. Udsnit efter m aleri a f Rach og Egeberg (National­ museet).

1784, 1792 og 1799). Hvor principperne for fattigforsørgelsen i 1771-lov- givningen kunne formuleres på mindre end fem sider med i alt 11 paragraf­ fer, så var behovet igennem de følgende tre årtier for en revision vokset i en sådan grad, at 1799-planens principper og retningslinjer var vokset til et om­ fattende lovkompleks på ikke mindre end 78 sider med i alt 215 paragraffer og et fattigvæsen, der var specialiseret i en grad, det ikke tidligere var set. Det vel nok mest markante træk ved fattiglovgivningen i de tre sidste år­ tier af 1700-tallet var den ændrede opfattelse af de institutionelle rammers funktion og betydning for forsørgelsen eller understøttelsen af byens fatti­ ge befolkning. For både almisse- og plejelemmernes, altså de helt eller del­ vist ikke-arbejdsduelige fattige, og de arbejdsduelige fattiges vedkommende gjaldt det, at forsørgelsen eller understøttelsen i langt højere grad end tidli­ gere tilstræbtes henlagt til henholdsvis fattigvæsenets hospitaler og arbejds- huse. I modsætning til den hidtidige forsørgelse eller understøttelse i byen, “Byforsørgelsen”, gik bestræbelserne nu i retning af at opsluge alle ved det københavnske fattigvæsen indskrevne fattige i de eksisterende stiftelser og arbejdshuse - en udvikling, der nødvendiggjorde en kraftig udvidelse af det københavnske fattigvæsens institutionelle rammer, hvilket faktisk også fandt sted, men blot ikke i den udstrækning, som den voldsomme vækst i antallet af fattige krævede. Mens forordningen af 16. november 1771 lagde vægt på byforsørgelsen, forsørgelse i eller fra egen bopæl, “udi deres Vaaninger, saaledes, at ikke fat­ tige Familier derved adskilles, eller at mange Almisselemmer udi store og vidtløftige Bygninger og Stiftelser, uden sand Nødvendighed, sammen­ sankes”, så hed det i reskriptet af 17. marts 1784, at “ingen Almisse=Lem maae herefter forsynes med Cuur og Medicamenter i sin Boelig, men de syge Almisse=Lemmer skal strax henbringes enten paa Sygestuerne i det al­