PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvæsen 1770-1840 115 at udgøre udgangspunktet for enhver tildeling af understøttelse. Karakteri­ stisk for den udvikling, denne proceduremæssige side af tildelingen af under­ støttelse undergik, var især den voksende afstand imellem den fattige og de personer, der endeligt bestemte størrelsen og arten af den fattiges eventuelle understøttelse. Hvor den fattige ved periodens begyndelse kunne gøre sine ønsker og krav gældende direkte over for den sognekommission, der også traf den endelige afgørelse, så henlagdes beslutningsmyndigheden efter 1799 til den da oprettede særlige forsørgelseskommission, til hvilken den fattige ingen adgang havde. Tilsvarende ændrede også selve forsørgelsen karakter, idet dens oprindeli­ ge sammensætning og kombination af pengealmisse i forbindelse med arbej­ de gradvist ændredes til at bestå af en kombination af naturalforplejning og arbejde, i hvilken der især lagdes vægt på kvaliteten og ydelsen af sidstnævnte. Idet nemlig den oprindelige frihed til at benytte fattigvæsenets arbejdshuse efter århundredskiftet afløstes af en mere udbredt tvang til at opsøge dem og især (efter 1822) arbejdsindretningen på Ladegaarden, så blev arbejdet i stadig højere grad anset som et middel til dels at reducere det stadig privatfi- nansierede fattigvæsens år for år stadig større underbalance og dels som et væ­ sentligt instrument til formningen og dannelsen af en klasse af fabriksvante arbejdere, der kunne tilfredsstille byens næringsdrivende i disse behov for sta­ bil og ikke mindst disciplineret arbejdskraft, en bestræbelse, der ikke mindst gjorde sig gældende over for de ved fattigvæsenets indskrevne børn. Med an­ dre ord afløstes den friere byforsørgelse, forsørgelsen i og fra egen bopæl, af den i højere grad tvangsprægede anstalts- eller institutionsforsørgelse. I det følgende er det disse centrale og væsentlige sider af forsørgelsespolitikken, der beskrives. Mens indretningen af det københavnske fattigvæsen før 1799 overlod en væsentlig del af forsørgelsen til de lokale pleje- eller sognekommissioner, så ændredes dette forhold som beskrevet med 1799-planen, der medførte en centralisering af alle væsentlige beslutninger vedrørende byens fattige befolk­ ning hos den i 1798 oprettede Direktion for Københavns Fattigvæsen. For den fattige, der henvendte sig til fattigvæsenet om understøttelse, betød det en mere langtrukken og omstændelig procedure. Eksempelvis skulle den fattige, der i 1799 boede i Store Fiolstræde og som søgte understøttelse ved det københavnske fattigvæsen, først henvende sig til den lokale fattigforstander, hr. Lorenz Nikolai Fallesen, der var kapellan ved Vor Frue Kirke og som boede i Lille Fiolstræde 254.265 Her underkastedes den fattige et grundigt forhør, der indebar besvarelse af mere end et halvt hundrede spørgsmål, og for fattigforstanderen en omfattende undersøgelse og kontrol af den fattiges svar hos eventuel familie, hos naboer og genboer,

Made with