PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

K eld Mikkelsen

116

og hvem der ellers kunne tænkes at have kendskab til den fattige.266Herefter gik turen for den fattige til distriktets læge, og herfra til det lokale arbejdshus, Frue Arbeidshus ved Nørre Vold, hvor den fattiges arbejdsduelighed skulle vurderes. Med attest fra læge og arbejdshus og fattigforstanderens udfyldte og kon­ trollerede spørgeskema samt dennes forslag til en eventuel understøttelse gik sagen videre til distriktsdirektøren for vedkommende distrikt, 2. hoveddi­ strikt, Johan Hendric Bårens, der boede i Nørregade 48. Distriktsdirektør Bårens skulle herefter med lægens, arbejdshusets og fattigforstanderens papi­ rer og indstillinger foredrage sagen i forsørgelseskommissionen, hvor beslut­ ning blev truffet om, hvor meget og hvilken understøttelse den fattige kunne tildeles.267 Forsørgelseskommissionens svar på den fattiges anmodning om understøttelse kunne imidlertid trække ud, idet kommissionens forsamlinger kun fandt sted hver 14. dag.268Det var dog forudset i planen af 1. juli 1799, og en særlig paragraf bemyndigede fattigforstanderen til efter forhandling med distriktsdirektøren at understøtte den fattige med en midlertidig under­ støttelse (“Interimshielp”), “dersom Nøden er saa trængende, at den Fattige ikke, uden at savne det Nødtørftige, kan oppebie Forsørgelseskommissionens Beslutning”.269 Når forsørgelseskommissionen havde truffet den endelige afgørelse om en eventuel understøttelse, blev den meddelt den lokale fattigforstander, der herefter underrettede den fattige.270 Den bevilgende instans, forsørgelses­ kommissionen, var således, i modsætning til før 1. juli 1799, ikke i direkte kontakt med den fattige og ej heller med den fattigforstander, der havde un­ dersøgt den fattiges økonomiske og øvrige personlige forhold. Kontakten var indirekte, gennem vedkommende hoveddistrikts direktør, hvis kontakt med den fattige foregik gennem den lokale fattigforstander. Dette forhold, og især det indbyrdes forhold imellem direktionen og fattigforstanderne, var gennem den her omhandlede periode efter 1799 genstand for skarp kritik, en kritik, der fra fattigforstanderne rettede sig imod en direktion, der i sin administra­ tion af understøttelsen til byens fattige befolkning kom i et stadig mere ud­ talt modsætningsforhold til forstanderkorpset ved at tilsidesætte forstander­ nes indstilling til understøttelse for den enkelte fattige.271 Mens fattigforstanderne før 1799 havde haft direkte adgang til de da­ værende pleje- eller sognekommissioner og dermed til forhandlingerne om understøttelsens art og størrelse, så forsvandt denne ret med 1799-planen, begrundet med det nu stærkt udvidede administrative apparats størrelse, idet det ikke blev anset for “muligt [“uden Vanskelighed, og uden Sinkelse i Sager­ nes Gang”] , at de alle paa engang kunne bivaane Forsørgelseskommissionens Samlinger, og der selv foredrage hver sit Distrikts Sager”.272 Selv om 1799-