PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Fattigdom i København i tidlig moderne tid

9

ikke var hentet ud af den frie fantasi. Der var - hvor sørgeligt det end lyder - hundreder af hendes slags i 17- og 1800-tallets København. Den danske hovedstad adskilte sig i henseende til fattigdom og elendig­ hed, ikke fra de øvrige europæiske storbyer. I efteråret 1717 anslog Køben­ havns politimester f.eks., at kun 20 pct. af byens indbyggere havde en øko­ nomi, der var solid nok til at gå vinteren i møde - dvs. til at købe mad- og brændselsforråd - mens de øvrige 80 pct. “måtte gå med skillingen i hånden” og skaffe sig de daglige fornødenheder, så godt de kunne. Det vil næppe være uforsvarligt at antage, at disse 80 pct. også udgjorde Københavns klasse af fattige arbejdere, lige så fattige militære og småembedsmænd, samt alle byens almisselemmer.12 Egentlige og pålidelige befolkningsprognoser eksisterer imidlertid ikke for København før det 18. århundredes slutning. Hvis man på baggrund af de i 1787 og 1801 udførte folketællingers erhvervsbetegnelser regner de dår­ ligst stillede økonomiske grupper - soldater, matroser, svende og lærlinge hos købmænd og fabrikanter, håndværkssvende og lærlinge, skippere, fiskere og søfarende, landmænd, gæstgivere, tjenestefolk, daglejere, pensionister og fat­ tiglemmer - som fattige, giver det en københavnsk underklasse på 72,4 pct. af befolkningen i 1787 og 73,4 pct. i 1801.13 Ikke alle disse mennesker kan selvfølgelig regnes til gruppen af egentlige fattige, men det vil ikke være uri­ meligt at klassificere dem som “arbejdende fattige”, og dermed som perso­ ner, der befandt sig i fattigdoms-risikogruppen. Op gennem 1700-tallet og 1800-tallet synes fattigdommen endda at have været stadig stigende: I 1795 hævdedes det f.eks., at armoden tiltog i alle stænder “og at de fattiges tal årli- gen formeres”,14og ved en optælling i 1799 viste det sig, at noget over 8000 personer - godt og vel 1/12 af byens befolkning - var fundet værdige til at modtage forsørgelse fra byens fattigvæsen.15 1 1837 mentes antallet af fattige i København stadig at være “i daglig tiltagende”.16 De fattiges tal var alt i alt meget stort. I 1774 anslog en af fattigvæsenets direktører, handelsmanden Niels Ryberg, at noget mere end 1/8 af byens befolkning “ej uden publici hjælp kan leve”,17 men antallet af fattige skulle blive større endnu: Efter englændernes brutale bombardement af København under Napoleonskrigene i 1807, blev omkring 7000 mennesker i “bombar­ dementets skrække-dage” husvilde eller lemlæstede og “berøvede alt hvad de ejede”.18 Hvem var de fattige? De forskellige grupper af fattige i de europæiske storbyer kan klassificeres på forskellige måder. Den engelske historiker Alexander Cowan har f.eks. opstil­ let følgende fire hovedgrupper: