PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvæsen 1770-1840 117 planen åbnede mulighed for mere formelle kontakter imellem fattigforstan­ dere og direktører “til bestemte Tider, og paa aftalt og bequemt Sted”,273 så fandt de tilsyneladende “ingensinde” sted.274 Ej heller den kontakt, som 1799-planen foreskrev direktionsmedlemmerne, om “af og til” at “indfin­ de sig personligen hos den Fattige”, for derved bedre at kunne danne sig et grundlag for en vurdering af behovet for tildeling af understøttelse, fandt sted i større udstrækning, og sandsynligvis slet ikke efter 1815 med den stærkt re­ ducerede direktion.275 I den praktiske udførelse af fattigpolitikken kan det således konstateres, at hvor der omkring 1770 var en tæt kontakt imellem den fattige og den del af fattigvæsenets administrative apparat, der bevilgede understøttelsen, så for­ svandt denne kontakt efter århundredskiftet, idet den fattiges adgang til for­ sørgelseskommissionen og omvendt, forsørgelseskommissionens kendskab til den fattige, var af højst indirekte karakter. Der var altså i løbet af 1800-tallets første årtier blevet skabt et øverste administrativt lag af professionelle em- bedsmænd, der i modsætning til tidligere ikke var i direkte kontakt med gen­ standen for dets virke, de fattige, og som ved udøvelsen af de daglige forret­ ninger kom i et stadig større modsætningsforhold til fattigforstanderne, der havde et førstehåndskendskab til byens fattige befolkning, ved ikke at følge deres anvisninger. Heraf udsprang også modsætningerne imellem den bevilgende direktion og de fattige, der søgte understøttelse ved det københavnske fattigvæsen, et modsætningsforhold, der hidrørte fra en “vedvarende Gnidning mellem de individuelle og almindelige Anskuelser”, den fattiges krav om understøttelse over for det af direktionen udviste hensyn over for “Communens Skatteyde­ re”.276 Det voksende modsætningsforhold førte til et af fattigforstanderne frem­ ført krav om at inddrage “det folkelige Element” i det københavnske fattig­ væsens bestyrelse ved med henvisning til Københavns nyligt vedtagne kom­ munalforfatning af 1. januar 1840 at overlade det til byens borgerrepræsen­ tanter at vælge fattigvæsenets bestyrere: “Medens den nye Communallov har overdraget Borgerrepræsentanterne at vælge Stadens Raadmænd, har den med en uforklarlig Taushed forbigaaet Bestemmelsen om deres Competence til at vælge Fattigvæsenets Directeurer”.277Kravet til “det folkelige Element”s deltagelse var dels begrundet i den store betydning fattigvæsenets virksomhed i det hele taget havde for byens befolkning, “fordi Fattigskatten udgjør over 2/5 Deel af den aarlige Repartition, og en væsentlig Deel af Byens Formue henhører under Fattigvæsenet, men isærdeleshed med Hensyn til, at ingen Bestyrelsesbranche har en større Indflydelse paa Communens Velværen, og mere behøver at være gjennemtrængt af det folkelige Element end Fattigvæ-