PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvasen 1770-1840 121 i efteråret 1803, så var de ideer og principper, der lå bagved, dog langtfra opgivet. Og på længere sigt vandt ideerne atter hævd ved det københavnske fattigvæsen, især fra 1820erne og 1830’erne på Ladegaarden, men her i en skærpet og endnu mere radikal forsørgelsespolitik, der for den fattige betød en egentlig isolation fra omverdenen bag Ladegaardens indhegnede jorder samt lukkede og bevogtede port. Beslutningen fra 1801 om i højere grad at binde forsørgelsen til arbejde og naturalforplejning vandt imidlertid almindelig udbredelse i de følgende årtier. Pengealmissen afløstes næsten fuldstændigt af den for fattigvæsenet sædvanligvis billigere naturalforplej ning: “Ikkun enkelte Gange, naar Vind­ stille har hindret Malning, have de Fattige erholdt Godtgjørelse i Penge”,295 og det principielle krav om forsørgelse ved arbejde var ligeledes trængt ind i fattigvæsenets stiftelser - foruden i de egentlige arbejdshuse også i samtlige lemmestiftelser, herunder også St. Hans Hospitals lemmeafdeling.296 Der lå imidlertid i de institutionelle rammers utilstrækkelige kapacitet en væsentlig begrænsning med hensyn til at forsørge alle arbejdsduelige fattige ved arbejde for fattigvæsenet297 - en begrænsning, der dog delvist søgtes op­ hævet ved den generelle udvidelse af fattigvæsenets fysiske rammer, som fandt sted i løbet af 1800-tallet, og som tillige var en funktion af den førte forsør­ gelsespolitik. Men dette skift i fattigpolitikken fra århundredets begyndelse var nu etableret som et ledende princip for fattigforsørgelsen. Forsørgelse ved arbejde fra arbejdshus eller ved arbejdsanstalt prioriteredes langt højere end før århundredskiftet, hvilket også kom til udtryk i erklærin­ ger af mere programmatisk karakter i de årlige beretninger fra fattigvæsenets direktion om fattigvæsenets almene tilstand - eksempelvis denne fra 1816 vedrørende de kvindelige almisselemmer, kategorien “enkelte Fruentimmer”: “Alle ikke aldeles uarbejdsføre ere forpligtede til at arbejde paa Arbejdsstuerne (...) ingen maa arbejde uden for Huset (...) Directionen har derfor i 1816 forøget Antallet af disse Lemmepladser”.298 Med Ladegaardens åbning i 1822 og fattigvæsenets formelle overtagelse af den i 1833 kom disse forsørgelsespolitiske ideer til fuld udfoldelse. Især to træk ved den praktiske udførelse af denne forsørgelsespolitik ved fabriksind­ retningen på Ladegaarden bør fremhæves. Først og fremmest ladegaardsar- bejdernes stærkt forringede sociale status og vilkår på stedet - degraderingen af den fattige. Dernæst fabrikationsvirksomhedens ændrede organisering og afsætning af de dér fremstillede produkter. Disse træk kan fremhæves som karakteristiske for dels den mere repressive holdning over for de fattige, der trængte frem efter århundredskiftet, dels fattigvæsenets mere intensive ud­ nyttelse af de indskrevne håndværkeres og daglejeres færdigheder, der nu som følge af de ændrede forsørgelsespolitiske ideer betragtedes som et principielt