PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Peter Henningsen

10

1) De strukturelt fattige. Dvs. de fattige, som på trods af, at de var i ar­ bejde kun lige tjente nok til at “holde skindet på næsen” eller som på grund af alderdom eller sygdom ikke var i stand til at varetage et ar­ bejde, der kunne sikre dem det daglige brød. 2) De kriseramte fattige, dvs. de fattige, hvis nød skyldtes et pludseligt indtruffet ulykkestilfælde, f.eks. i form af ildsvåde eller sygdom og død, men som før uheldet havde haft en nogenlunde sund økonomi. 3) De skamfulde/forlegne fattige eller “de husarme”, som de kaldtes i Danmark. Det var de fattige, som kun var fattige i relation til deres stand eller til de forventninger, som omgivelserne havde til deres øko­ nomiske formåen. I denne gruppe findes f.eks. de fattige adelige eller borgerenker som, på grund af deres ægtefælles død, rutchede ned igen­ nem de sociale lag. 4) De frivilligt fattige, dvs. personer, som frivilligt havde valgt en tilvæ­ relse som professionelle tiggere og vagabonder (landstrygere). Selvom der i det tidlig moderne Europa var mange forsøg på at kategorisere og klassificere de fattige, så synes man ikke at have erkendt, at en meget stor del af byernes befolkninger levede i relativ fattigdom med meget fa, om no­ gen, ressourcer at falde tilbage på i dårlige tider. “Sygdom kan svække de ar­ bejdende hænder”, som det sagdes i 1795, “og gøre den agtede borgerfamilie elendig”. I 1794 kunne den gamle bagermester Albret Sørensen således ikke længere klare sig selv. Hans naboer anmodede Københavns Magistrat om hjælp og udmalede med al tydelighed den nød, som den forhen agtværdige borger led: “Som øjenvidner til fuldkommen menneskelig elendighed” håbe­ de de, skrev de, at Magistraten ville hjælpe den gamle, som befandt sig “i den alleryderste armod og i den gyseligste trang, uden håb om hjælp af slægt eller venner, henkastet under et tag på et loft, hvor et knippe halm er hans senge­ dyne og et gammelt hestedækken det eneste skjul for hans krop, og den usle lejlighed han har, er en almisse af en tiggerkone, der deler pladsen med ham”. Så galt kunne det gå for selv en tidligere agtværdig borger i staden.19 Nøden risikerede ligeledes at banke på døren, hvis en borger havde en profession, der var afhængig af “moden og tidsperioden”. Det betød f.eks., at deres indtjening mindskedes drastisk, når moden ændrede sig, og de faldt i armod. En sådan trist skæbne ramte blandt andet hårskærerne og parykma­ gerne, hvis virksomhed var i kraftig dalen i 1790’erne, hvor det var blevet på mode at bære sit eget hår.20 I 1799 indlagdes f.eks. i fattiggården Vartov en gammel hårskærer, som, “da hårskærerprofessionen var mere i brug” havde været en velhavende mand, men som nu var sunket ned til at være “almisse