PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

4 Kampen mod de uværdige fattige Arbejdshuse og tvangsarbejdsanstalter i Køben­ havn

Birgitte Vedel-Larsen

Indledning I Middelalderens religiøse forestillingsverden havde Gud skabt de fattige, for at de rige og velstående kunne have lejlighed til at yde fromme gaver og al­ misser og derved sikre sig frelse. Jesus selv var fattig, og ved at være fattig som han, levede mennesket i hans billede. Særligt fromt var det, hvis man frivilligt - som tiggermunkene - gav afkald på livets materielle goder. Ved at frasige sig det verdslige livs fristelser og leve fromt og fattigt var det lettere at opnå frelsen. I denne kristendomsopfattelse måtte det også være legalt at tigge. Det var nødvendigt, for at den fattige kunne overleve. Samtidig var det udbredt, at både kirken og almindelige mennesker ydede store beløb og almisser til de fattige. Ved godgørenhed og almisseuddeling øgede giveren sine chancer for at komme i Himmerige. Fokus var derfor på giveren, ikke på modtageren. Det var giveren, der ændrede sine vilkår (i døden) ved at give til den fattige. Derfor var det i grunden ligegyldigt, om den fattige var en af dem, der senere blev betragtet som ‘værdige’ fattige eller selvforskyldt fattig og dermed uvær­ dig’ fattig.1 Med Reformationen blev en ny verdensopfattelse den herskende, og det ændrede radikalt synet på fattige tiggere. Det var ikke mere udførelsen af gode gerninger, der afgjorde, om man sikrede sig en plads i himlen. Den enkelte kunne kun komme i paradis ved sin tro. Dermed mistede de fattige tiggere deres berettigelse som middel for de bedrestillede til at sikre sig reli­ giøse point. Da almissegivning ikke længere gav gevinst for giveren, blev det i stedet modtageren, der kom i centrum. Det blev et spørgsmål om, hvorvidt modtageren var ‘værdig’ til at modtage almisse. Af afgørende betydning blev det, om den fattige var arbejdsduelig og således bare for doven til at arbeide, eller om det var en gammel, en krøbling eller et barn. Kun de sidste blev be­ tragtet som værdigt trængende.2

141