PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

144

B irgitte Vedel-Larsen

lokale myndigheder. I løbet af de næste 20 år blev der oprettet mellem 100 og 200 arbejdshuse i England.9Med tiden gik mindre landsogne sammen om at oprette større fælles arbejdshuse: ’Unionhouses’, hvor de kunne drage fordel af stordrift.10 Det var ikke kun i England, at der skete en bevægelse hen imod tugt- og arbejdshuse. I Nederlandene foregik stort set den samme udvikling, uden at der dog tilsyneladende var en direkte sammenhæng.1 I 1596 oprettedes et såkaldt ‘Rasphuis’ - et arbejdshus for mænd - i Amsterdam. Her blev de ind­ satte sat til at raspe farvetræ fra Brasilien. Året efter blev der oprettet et lig­ nende hus for kvinder og børn, hvor arbejdet bestod i at spinde, væve og sy.12 Flere arbejdshuse fulgte snart efter i andre byer, og i løbet af 1600-tallet blev der oprettet arbejdshuse i mange hollandske byer. Tanken var, at tugthusene skulle være opdragelsesanstalter for tiggere og løsgængere, men efterhånden som myndighederne opdagede fordelen ved den billige arbejdskraft, ændrede husene karakter og blev til egentlige fabriksindretninger, hvor de indespær­ redes arbejdskraft blev udnyttet.13 Ideen om at oprette tugthuse bredte sig i løbet af 1600-tallet fra Amster­ dam til det øvrige nordlige protestantiske Europa. I 1601 oprettede Lübeck et såkaldt ‘Zuchthaus’ i nederlandsk stil. Det var både hospital, arbejdshus og tvangsarbejdsanstalt på samme tid. Først i 1613 udskiltes et selvstændigt tugthus.14Lübeck var blot den første af en lang række tyske byer, som opret­ tede tugthuse.15 I kampen mod fattigdom og tiggeri, benyttede de nordeuopæriske stater sig i det 17. og 18. århundrede i vid udstrækning af fabriksindustri i form af manufakturer. Her arbejdede de fattige for lønninger, der kun lige rakte til livets opretholdelse. Den fremherskende opfattelse var nemlig, at de fattige kun ville arbejde så længe, det var stengt nødvendigt for at fa føde og klæder på kroppen. Derefter ville de drive den af eller soide den øvrige del af pengene bort.16 Det var som oftest opgaver som linnedfabrikation, vævning, haspning, syning o.lign., som de fattige blev sat til i manufakturerne. Arbejde, der ikke krævede den store oplæring, og som kunne varetages af kvinder og børn. Der fandtes groft sagt to slags manufakturer: I det ene foregik arbejdet i store fa­ brikker, hvor mange mennesker arbejdede side om side. Her fandt en høj grad af arbejdsdeling og ‘stordrift’ sted. Den anden form bestod i ’husindu­ stri’, hvor arbejderne arbejdede i deres eget hjem med råmaterialer leveret af fabrikanten. Det var også fabrikanten, der tog sig af de færdige produkters afsætning og høstede overskuddet af produktionen. Arbejderne fik ikke del i overskuddet, men var lønnet af producenten.17