PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Kampen m od de uværdigefa ttige 147 I samtlige de forordninger, der blev udstedt i løbet af 15- og 1600-tallet gjaldt den indskrænkende regel, at det kun var stærke og arbejdsføre mennesker, som skulle sættes til tvangsarbejde. Dette fortæller os, at tvangsarbejdet ikke så meget skulle forstås som en straf, der skulle fa den fattige på bedre tanker, men snarere anvendtes som en måde at skaffe sig gratis arbejdskraft på. Der var trods alt ingen grund til at bruge ressourcer på en fattig svækling, der intet kunne udrette ved det sikkert ofte både hårde og tunge fæstningsarbejde. Arbejdshuse i København I Danmark trængte Oplysningstidens fattigdomstanker første gang igennem i lovgivningen i 1771, hvor det blev bestemt, at alle fattige almisselemmer burde arbejde. Det var dog stadig en mere eller mindre frivillig foreteelse.26 I 1779 blev det endeligt slået fast, at alle arbejdsføre almissemodtagere, som blev understøttet i København, skulle sættes til at spinde uld. Igen i 1792 og især i den store fattigplan fra 1799, som omlagde den københavnske fattig­ forsorg efter Hamburgs og Kiels forbillede, blev det gentaget, at arbejdsføre fattige skulle arbejde og samtidig opdrages til gode arbejdsomme samfunds­ borgere, der virkede til nationens vel.27 De første tiltag, som gik ud på at lade fattige arbejde i deres egne hjem, havde vist sig at indebære visse problemer. De fattige kunne lettere snyde ved at lade andre udføre arbejdet for sig og i stedet fortsætte med at betle. Der var også eksempler på, at de fattige byttede den udleverede uld med uld af rin­ gere kvalitet eller måske endda stjal af ulden, og siden forøgede vægten af den resterende ved at gøre den våd.28Samtidig var det problematisk, at de fattiges egne boliger var i så ringe stand. De var dårligt opvarmede og havde kun fa lyskilder og egnede sig derfor ikke til at arbejde i om vinteren. Alt dette talte for at lade de fattige arbejde i særligt indrettede arbejdshuse. I arbejdshusene kunne man holde øje med dem, de kunne lære et håndværk af andre, mere erfarne arbejdere, og forhåbentlig ville der opstå en konkurrencesituation, hvor de fattige ville forsøge at overgå hinanden i flid. Det var i hvert fald det optimistiske håb hos fattigvæsenets ledelse.29 For at eliminere de mange “uordener” og opnå de nævnte fordele søgte plejekommissionen i Vor Frue Sogn i september 1786 Plejedirektionen (Kø­ benhavns Magistrat) om tilladelse til at åbne et arbejdshus, som kunne have Magistratens gunst og bevågenhed, og ikke mindst regne med dens økno- miske støtte, hvis man skulle komme i bekneb: “Da vi ikke tvivle om den høiædle Magistrats Bifald til dette Foretagende, saa finde vi os beføiede til at bede, at denne Arbeidsanstalt maae være Øvrighedens Agtsomhed ogYndest, og i fornødne Omstændigheder sammes Forsvar og Betryggelse anbefalet .30 Man havde da heller ikke gjort regning uden vært og i 1787 åbnede Frue