PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

B irgitte Vedel-Larsen

154

hvilken type arbejde han eller hun kunne udføre, men i sidste ende var det den vagthavende direktør og forstanderen, der besluttede, om fangen skulle sættes til hørspinding og strikning eller måske til uldspindning, skrupning og pilning. Efter denne seance blev den straffede ført enten til arbejdsstuen eller, hvis det ikke var første gang, den fattige var dømt, til isolationscellen.57 Isolationsfængslerne var 5,3 kvadratmeter store og lå i anstaltens nederste etage. Der var anbragt et vindue øverst i den ene væg, men en såkaldt “kasse og klap” forhindrede de indsatte i at kigge ud. Den havde dog den funktion, at det var muligt at lade lidt dagslys trænge ind. Lysreguleringen var en del af strafudmålingen. Nogle fanger skulle have lys, andre mørke alt efter fangens temperament og opførsel. Uheldigvis havde de mørke celler den bivirkning, at en del fanger blev “øre i Hovedet”. Derfor blev det bestemt, at alle fanger skulle sidde i lys. Der var ikke andre møbler i cellerne end en seng. Hertil hørte en madras, hovedpude, om sommeren ét uldent tæppe, om vinteren to og desuden to lagener. Den indsatte havde pligt til at holde både sig selv og cellen ren. Til dette formål fik han udleveret en fejekost, et håndklæde og en kam. Opholdet i cellen skulle foregå i total isolation og tavshed. Mad og drikke blev skubbet igennem en lem i døren, og cellens stenlokum var indrettet, så det via et bækken kunne tømmes fra gangen.58 Det var ikke kun i isolationscellerne, der skulle herske tavshed. Også på arbejdsstuerne skulle arbejdet foregå i stilhed, og selv om søndagen skulle der arbejdes. Der blev godt nok holdt andagt, men når den var slut, skulle den indsatte arbejde. Denne ene dag måtte han dog selv bestemme om han ville beskæftige sig med det arbejde, der var bestemt for søndagen eller andet fore­ faldende, men slippe kunne han ikke.59 Arbejdsanstalten i Pustervig blev ikke den succeshistorie, man havde hå­ bet på. Den brændte nemlig allerede i 1807, da bygningen den 6. septem­ ber blev ramt af en engelsk granat. Selv om en enkelt brandsprøjte angiveligt kunne have reddet huset, brændte det ned til grunden.60 Fangerne var ikke villige til at deltage i slukningsarbejdet, især da ikke efter at de opdagede na­ boens forladte og lettilgængelige vinkælder.61 Sammen med tvangsarbejdsanstalten, dens bygninger og inventar brænd­ te fattigvæsenets arkiv, som blev opbevaret i bygningen.62De fattige har næp­ pe begrædt tabet, men en nysgerrig eftertid kan ærgre sig. Københavns anden tvangsarbejdsanstalt Der skulle gå en del år før fattigvæsenet igen forsøgte sig med en tvangsar­ bejdsanstalt. I 1817 blev en af slagsen oprettet i Odense i forbindelse med Odense Tugthus,63 men København fulgte først trop i 1833, hvor en tvangs