PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

B irgitte Vedel-Larsen

158

udnyttet i merkantilismens ånd. I Oplysningstiden ville man i stedet gen­ opdrage de fattige for at de kunne blive gode og nyttige samfundsborgere. Opdragelsen fandt sted i arbejdshuse, hvor de skulle lære glæden ved arbejdet og gennem faste timelagte skemaer opdage nytten af et produktivt liv i faste rammer. Senere igen oprettedes der tvangsarbejdsanstalter, hvor man kunne tvinge de arbejdsuvillige fattige til at bestille noget. Ville de ikke lære med det gode, kunne man tvinge dem gennem total lediggang. Oplysningstidens optimisme spillede imidlertid snart fallit. De fattige blev ikke “bedre menensker” af behandlingen, og der kom ikke flere i ar­ bejde. Derfor vendte man sig til religionen, eftersom det var en religiøs pligt at arbejde. Gennem faste andagter og tvungen konfirmation, håbede man at forbedre de fattige. Men intet hjalp. Fattigforsorgens anstalter blev ikke overflødige. Faktisk kom der flere og flere fattige, så de i stedet måtte udvides og først langt ind i 1900-tallet, da sociale reformer havde ændret den måde, man behandlede de svageste i samfundet på, blev de nedlagt. Kampen mod de uværdige fattige blev altså aldrig vundet af de sociale myndigheder. De fattige, som var ofre for tidernes forskellige forsorgsindretninger, har skullet stå mål til meget - og skal det vel for den sags skyld den dag i dag.