PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Peter Wessel Hansen

164

Sola virtus nobilitas — dy­ den alene adler. Ex libris fra d et 18. århundrede. I anden halvdel af1700-tal- let vandt begreber som bor­ gerdyd og alm ennytte frem blandt d et højere borger­ skab og medvirkede til en gradvis nedbrydning a f de aldre, aristokratiske fo re­ stillinger om are og status. D er blev i stigende gra d sat spørgsmålstegn ved adels­ skabet som institution og det blevfrem hævet, a t gode, alm ennyttige handlingerfo r statens bedste var det største adelsmærke a fa lle (KSA).

Patriotismen Patriotismen var en ideologi, som favnede alle borgere, idet en af grundtan­ kerne var, at alle statens borgere var lige vigtige for landet, og alle kunne være til lige gavn og nytte. Derfor var patriotismen fra begyndelsen i opposition til den aristokratiske rangkultur, som havde rod i det allerede mange hundrede år gamle standssamfund. I standssamfundet var landets indbyggere opdelt i hierarkisk delte stænder, hvor konge og adel var øverst og bønder nederst. Æren var vigtig i dette system, og da æren afhang af den sociale placering i samfundet, efterlignede lavere stænder højere, f.eks. ved at købe titler og klæde sig fornemt. Patrioterne mente, at disse værdier var uproduktive og nytteløse. Hos Holberg ser vi for eksempel rangsyge personer karikeret i ko­ medier som “Den honette Ambition” og “Jean de France”, og det samme gør sig gældende i Christian Falsters satire “Den utidige Rangsyge” og på euro­ pæisk plan i Moliéres komedie om “Den adelsgale Borger”. De værdier, som Holberg og Falster gjorde nar af, vendte borgerskabets patrioter ryggen til i løbet af 1700-tallet.1 Patriotismen i Danmark var under stærk indflydelse af udenlandske filo­ sofiske skrifter og idéer, og blandt disse skrifter fik Montesquieus “Om Lo­ venes Ånd” fra 1748, størst betydning. Bogen byggede på den naturretslige filosofi, som promoverede den opfattelse, at alle mennesker oprindeligt havde været lige og frie, og at bondens arbejde, som en slags fundament for hele staten, var mindst lige så vigtigt som håndværkerens og embedsmandens.