PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Hjertets rene sprog 165 I bogen vurderede Montesquieu forskellige styreformer, hvoraf republikken fremhævedes som den bedste, fordi borgerdyd og kærlighed til staten her var kilden til indbyggernes ære, og derfor arbejdede de snarere for almenvellet end til egen gavn. De andre styreformer karakteriseredes mindre flatterende: Slet var monarkiet som ledte til, at folket fik usunde ambitioner om ære gen­ nem rang og titler, men endnu værre var despotiet, som kendetegnedes ved folkets frygt for despoten.2 Stærkt præget af Montesquieus tanker, introducerede en række danske skribenter mellem 1750 og 1770 den patriotiske ideologi i Danmark. Der var primært tale om fortolkninger, som gjorde det muligt at forene tankerne om borgerdyd, kærlighed til staten og alle borgeres lige værd og gavn for almen­ vellet med det danske enevældige monarki, hvorfor man i skrifterne udelod Montesquieus lovprisninger af republikken for slet ikke at tale om hans pla­ cering af det danske monarki mellem despotierne. Blandt de mere fremtræ­ dende danske forfattere var professor ved Sorø akademi J. S. Sneedorff, som i bogen “Om den borgerlige Regiering” fra 1757 og i tidskriftet “Den patrio­ tiske Tilskuer” fra 1761-63 fremhævede dyden “kærlighed til det alminde- lige”. Den var forudsætningen, for at enhver borger med lige stor ære kunne udfylde sin plads i staten til almen nytte. Sneedorffmente, at alle stænder var lige vigtige, nødvendige og ærefulde, og gennem en redefinition af hvad der var ærefuldt, ønskede han at komme uoverensstemmelserne mellem stænder­ ne og rangsygen til livs: Æren skulle ikke som hidtil bero på borgerens stands­ mæssige fødsel eller rangmæssige placering, men bygge på borgerens gavn og nytte for almenvellet. Derfor var en bonde, som arbejdede for statens almene vel, mere ærefuld end en adelsmand, som handlede egennyttigt.3 En anden toneangivende dansk forfatter, Tyge Rothe, satte patriotismen på dagsordenen med bogen “Tanker om Kærlighed til Fædernelandet” fra 1759. Rothe gjorde sig til talsmand for den opfattelse, at alle stænder, også den uprivilegerede almue, var i besiddelse af fædrelandskærlighed. Men før man kunne forvente, at de laveste stænder for alvor kunne varetage deres pa­ triotiske pligter, måtte man sørge for at de fik kendskab hertil — almuen skulle oplyses. Almuen, f.eks. byernes håndværkere, var til langt op i 1700-tallet en ringeagtet og latterliggjort befolkningsgruppe, men nu talte de patriotiske borgere pænt om almuens potentiale som oplyste, frie og nyttige statsborgere. Formålet med den nye italesættelse af bønder og almue som nyttige og hæ­ derlige” var dels at påvirke de højere stænders holdning til almuen i en mere positiv retning og dels at bidrage til, at de lavere stænder selv kom til at føle sig som en integreret del af samfundsmaskinen. Alt til det fælles bedste. Et af hovedmidlerne i denne transformation skulle bestå i oplysning og reforme­ ring af forældrede institutioner i samfundet.4