PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

P eter Wessel Hansen

172

oftere end børnene på de andre friskoler. Henrica havde gjort sin pligt som læremoder og arbejdet flittigt på skolen til børnenes bedste. Hun havde også påtaget sig mere specielle opgaver, nemlig omtalte spinding af “floret”, som hun endda havde videreformidlet til andre læremødre.28 Hun fremstillede sig selv som en læremoder, der var dygtigere end de fleste, og spurgte retorisk Magistraten, hvem af friskolernes læremødre, der havde “giort meere til Spinderies Opkomst og de Arbeydende Børns Under- viisning og bedste deri end ieg?”29og gav selv i et senere brev svaret: “leg i den Post har giort meere end nogen anden af den Liden Løn ieg Nød”.30 I den patriotiske tankegang var arbejdet for spinderiets opkomst en hand­ ling til det almindelige bedste, og det gjorde Henrica gentagne gange op­ mærksom på, når hun betonede, at hun ikke alene havde været til nytte for friskolen, hvor hun var ansat, men også “gavnet Staten i Sparsomhed ved Stami Spind”. Hun gav udtryk for, at hun om nogen fortjente en modydelse for at have tjent staten så trofast.31 Til gavn for almenvellet Henrica nøjedes ikke med at fortælle, hvor mange gode gerninger hun havde gjort for skolen og almenvellet. Hun påpegede også, at hun i årenes løb havde tilsidesat egne interesser for skolens og det almenes skyld. Hun havde således vidner på, at hun havde “gavnet Landet og ey mig selv” og, at hun “forhen har klædt mig af Godvillig for andres Vel og Bedste”. Hun havde simpelthen skænket fortjenesten af sit håndarbejde til skolen, for at det kunne være til bedste for “Børnenes Lærdom”. Hun gav videre udtryk for, at hun var ble­ vet givet det løfte, at hun ikke skulle komme til at fortryde sit offer, men nu hvor hun så, at hun ikke blev belønnet, fortrød hun, ja næsten forbandede sin offervilje: “leg gik klædt ind til Skolen, ieg gik Nøgen ud af den, for ieg vilde giøre endhver Ræt, og det samme tager ieg mig den Friehed at ieg maa bede om”.32 Hun gjorde det desuden klart for Magistraten, at hun ikke ønskede at flytte ned til sin søster på Sydsjælland, så længe hun ikke havde nogen ind­ komst. Hun ville ikke ligge søsteren til byrde. Således demonstrerede hun igen sin uegennyttige handlemåde.33 Retfærdighed og uretfærdighed Henrica havde ofret sig for at gøre alle ret, og nu mente hun, at hun også selv havde krav på retfærdighed. Ret og uret var patriotiske nøglebegreber, og hendes brug af begreberne hang nøje sammen med den måde, hvorpå hun beskrev sit uegennyttige og vindskibelige arbejde. Hendes skæbne var uret­ færdig, for hun havde arbejdet i mange år, men alligevel var hun den eneste